Jeg husker ham svagt. Manden med de vrede øjne og det store, buskede overskæg. Han lignede Super Marios onde dobbeltgænger Wario i min Game Boy. Men folk jublede da han tog riflen frem, og sendte en håndfuld kugler af sted mod Bagdads blå himmel. Måske var fjernsynsbilledet manipuleret. Måske var balkonen i et filmstudio, og paladsmurene og de hujende masser et tredje sted. Kagen så ægte ud, da han satte spaden i den og frigjorde en hel provins. Og det var ingen stuntman der trak i shorts og lod sit mætte legeme nedsænke i Tigris’ svalende vande. Som en anden babylonsk gudekonge svømmede Iraks stærke mand over floden, så alle og enhver kunne se at jo, han var valgt af skæbnen. Tillykke med fødselsdagen, Saddam Hussein.
Det var før internettet. Der er ingen grund til at svælge i hans dødsdag, den har I alle set på en skærm i nærheden. Men fjernsynsøjeblikket poppede op igen, da 2011 led mod enden. Året hvor despoterne faldt som dominobrikker.
Ben Ali, Mubarak, bin Laden, Gadaffi, Kim Jong-Il og Berlusconi, hvis vi regner ham med.
– Men Asad er der stadig, indvendte min tidligere, kurdiske elev da vi mødtes i forbindelse med en lærer-elev-fest på Langeland den 7. januar.
– Det er kun et spørgsmål om tid, så vil han også falde, sagde jeg bedrevidende, mens vi gik langs en vintergrøn mark.
– Hvad så hvis der kommer en ny diktator, sagde min elev, og kiggede tungsindigt ud over Danmark.
Selvfølgelig kommer der nye diktatorer. Så længe der er en niche at fylde, bliver den fyldt. Derfor løser man heller ikke samfundsproblemer (som fx alkoholisme) ved kun at fokusere på enkeltpersoner. ”Der kommer altid en pige og en sporvogn til,” som det hedder i sangen…
Alligevel mener jeg der i dag er større grund til optimisme end pessimisme. Der er noget i gære i den globale andedam. Vi så det på Tahrir-pladsen i Cairo, hvor tusindvis af demonstranter kunne mobiliseres ved hjælp af FaceBook. Vi ser det i Burma, hvor regimet af gætbare men uvisse årsager er ved at løsne grebet.
Der var procentvis langt færre mennesker der døde i krig i 2011 end for 20, 40, 100 år siden, kunne man læse et par Weekendaviser tilbage. I gamle dage hang rigdom og velstand i større grad sammen med territorial magt, og det var derfor fristende at erklære naboen krig. I dag defineres vores velfærd af den handel vi har med selvsamme nabo. Da atommagterne Indien og Pakistan for 4–5 år siden var på randen af indbyrdes krig, blev det gudskelov ved snakken. De økonomiske omkostninger ved rent faktisk at angribe nabolandet var for store.
De evindelige sortmalere kan i år hente gratis benzin til deres dommedagsbål i det faktum at mayaernes gamle kalendersystem udløber om føje tid. Jeg har selv haft flere ure der gik i stå – tiden fortsatte dog aldeles ubekymret.
2012 bliver måske ingen dans på roser uden torne. Men der er grund til at være optimistisk!
