Nedenstående interview blev lavet til min amerikanske blog om dansk sprog og kultur. Her følger originalen, til glæde for mine skandinaviske læsere.
Den er en af menneskets første udtryksformer. I en tid med sms’er og mails på alle kanter, er den mundtlige fortælling blevet moderne igen. Den kan nemlig noget som det skrevne sprog ikke kan. Jeg mødte fortælleren Helle Arnfred til en samtale.
Helle, du er historiefortæller?
Ja, det har jeg været i en 13–14 år. Jeg har i mange år været højskolelærer og undervist i drama. Det var dér at Vigga Bro, en af Danmarks store fortællere, spurgte om vi ikke også skulle inddrage fortælling i teateret…
Så det var hende der inspirerede dig til selv at fortælle?
Jeg er selvfølgelig inspireret af Vigga Bro, som igen er inspireret af Dario Fo fra Italien. Han var med til at bringe fortællelysten til Danmark i 1980’erne. I starten blev det mest til egnsteater, men efterhånden er der opstået flere grupper som arbejder med historiefortælling. For tolv år siden dannede jeg selv Ry Fortællekreds.
Hvor mange er I?
Mellem 25 og 30. Vi mødes en gang om måneden.
Hvad foregår der typisk når I mødes?
Vi varmer op med stemme og krop og så fortæller folk hvad de har af historier til aftenen. Så fordeler vi tiden. Vi arbejder med den gestiske fortælling. Det vil sige at vi ikke står sådan med armene ned til siden og kun bruger munden… Det er hele kroppen der taler.
Hvad fortæller I?
Nogle har mest lyst til at fortælle egne livshistorier, nogle er til myter og sagn, nogle er til moderne historier, og nogle digter selv. Det er en blandet landhandel!
Jeg har selv arbejdet mest med myter og lidt mere moderne ting. Jeg har mest fortalt for voksne.
Der er specielt én myte som er ”min”. Den er fra Alaska og hedder ”Festens gave”. For mange er teater jo sådan en fritidsbeskæftigelse. Jeg skulle forklare at for mig var det vigtigt – dette med at udfolde sig kropsligt og mundtligt! Og så var der pludselig en myte som fortalte det hele…
❞Der var en tid da mennesker ingen glæder havde. Hele deres liv var arbejde, mad, fordøjelse og søvn. De sov ind efter slid for kun at vågne til det samme. Og deres sind fortæredes af ensomhed. Så er det der kommer en ørn og slår folk ihjel hvis de ikke vil modtage festens gave. Det er der så en mand der gør, og de opdager at livet pludselig folder sig ud og bliver lyst og spændende. Ved at fortælle om sig selv og deres gøremål gør de deres liv til en glæde.❞
Hvem fortæller du til?
Det er meget forskelligt. Lige nu fortæller jeg på en ældrehøjskole, hvor jeg har taget fat i en roman. Den hedder Bogtyven og handler om en pige under 2. Verdenskrig. Hun overlever alt det her frygtelige… Dem jeg fortæller for, har den samme alder som pigen. Jeg har også fortalt på sognehuse og ved private fester.
Kan du alle dine fortællinger udenad?
Ja. Man læser ikke noget op. Jeg har engang fortalt en H.C. Andersen-historie, men så arbejdede jeg med den og udviklede min egen måde at fortælle den på. Jeg husker den fordi sprog og gester hænger sammen. Man skal have den samme fornemmelse i kroppen.
Hvad skal til for at blive en god fortæller?
Der er mange veje. Nogle har det som en familietradition. Nogle fortæller fordi de er skolelærere eller præster og gerne vil bruge det i deres hverdag. Så er der nogle der bare synes det er vidunderligt at fortælle… Nogle har svært ved at finde stof. Så vi læser og læser alverdens ting. Man leder efter stof som man synes handler om en selv.
Hvordan har fortællingen det i Danmark 2012?
Den er meget på fremgang. I 2011 var der fortællefestivaler både på Lejre, på Moesgård og på Nørre Vosborg. Nu synes vi faktisk vi er blevet så mange fortællere at vi er gået i gang med at lave et fælles netværk!
Hvad er godt ved at være fortæller?
Hvis man arbejder med livsfortælling, bliver man nødt til at tage stilling til sine oplevelser. Under bearbejdningen af stoffet bliver man klar over hvad man egentlig gik og oplevede. Jeg har fx haft en lille badehistorie hvor alle de andre kunne svømme – undtagen mig selv. Min far og mor havde nemlig aldrig lært mig det! Jeg sprang nu alligevel ud og troede at jeg druknede… Efter at have fortalt historien et par gange er jeg blevet klar over at det var dér hvor jeg besluttede at mine forældre ikke skulle vide alting om mig! Og så fik jeg min tante til at lære mig at svømme. Sådan er det med mange historier – man bliver klar over hvorfor man er så optaget af det stof man er optaget af! Og når man har fornemmet det, er det en ren glæde at fortælle…
Tekst © Bjørn A. Bojesen, 2012
Portrætfoto © Helle Arnfred, 2012
Fint at læse, Bjørn!