I dragens vold

Inden jeg havde lært at sætte bogstaver sammen til ord, yndede jeg at sammenstykke animalske kropsdele til de mest fantastiske uhyrer en børnetegning kan hidkalde. De stod dog alle mere eller mindre i gæld til monstrenes grand old man: Dragen. Jeg drømte om dragen i den ellers rædsomme børnesang om ”Puf den lille drage”; jeg fortabte mig i panoramamalerierne i dinosaurusbøger. Dragen Katla i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte stod lige så klart for mit indre som kirsebærblomster. Da jeg som 18-årig vandt en norsk novellekonkurrence, skrev jeg om en drage.

På vej til BioCity og Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark var der ét spørgsmål der bankede i mit hoved: Hvordan var Smaug? Ville han være en hakket computerøgle, et barnagtigt firben der forsynede hverdagsrationalisterne med skyts?

Dragen er noget af det ypperste den menneskelige forestillingsevne har frembragt, og Tolkien kendte sine drager. Glaurungs hypnotiske blik i Silmarillion og Smaugs forførende retorik i Hobbitten var kilder til skrækblandet fryd i mine teenageår. Og nu er de ord og forestillinger alle vi sky Tolkien-fans gik og smilede over, blevet til digital virkelighed og hængt op i busskurene ved siden af køreplaner og undertøjsreklamer. Det er lidt ligesom at vågne til en tonesat radioindspilning af et gammelt kærestebrev.

”Hobbitten 2” er væsentligt bedre end 1’eren. 3D-billedet er blevet befriet for det værste turistbrochurepræg, og skygger, lys og filmmusik fremmaner en verden der øjeblikkeligt er til at tro på. Peter Jackson & co. har strammet den fortælletekniske skrue; handlingen går slag i slag uden så meget fjolleri som i 1’eren. Dunkelskov er vitterlig dunkel; det meste af filmen kunne såmænd godt være indspillet i Skandinavien i november.

Noget af det mest dramatiske i hele filmen er en lille scene helt nede på skovbunden. Efter at Bilbo med sin usynlighedsring har befriet de 13 dværge fra edderkopper på størrelse med kampvogne, falder selvsamme ring ud af hans lomme og lander et sted i laget af rådnende blade. På grund af vores, altså publikums, viden om de efterfølgende begivenheder i ”Ringenes Herre”, holder Bilbos fortvivlede vaklen og efterfølgende nærkamp med en kæmpebænkebider (eller hvad det nu er!) os i åndeløs spænding. Falder hele Midgård nu i de forkerte hænder? Heldig-naturligvis genfinder Bilbo ringen. ”Den er min!” hvisker han frydefuldt, og vi aner en snert af Gollums vanvid i hans øjne. Det er sådan noget der får begejstrede anmeldere til at tale om at karakterne udvikler sig.

Jeg kan ikke huske scenen om den mistede ring fra bogen ”Hobbitten”. (Hvis den er der, må I bære over med mig – det er nogle år siden forrige gennemlæsning.) Hvorom alting er – jo tættere vores lavstammede rejsefællesskab kommer på bjerget Erebor, jo mere står det klart at Jackson og hans instruktørforgænger Guillermo del Toro (Pans Labyrint) har taget sig mange friheder i forhold til kilden. Og her må jeg sige mig rygende uenig med horderne af rabiate fans der skælder ud på diverse onlinefora: I har skam gjort det godt, Peter og Guillermo! Man kan selvfølgelig diskutere det fornuftige i at blæse en hyggelig børne- og voksenbog på under 200 sider op til 3 helaftens spillefilm for voksne. Men når først billedtæppet er strakt til bristepunktet, er man nødt til at finde nogle gode klude til at lappe flængerne med.

Søby er konstrueret med snilde og kærlighed. De små træhuse, havnen, fyrstens ræsidens – det hele minder påfaldende om et skandinavisk frilandsmuseum, der vel at mærke ikke er et museum. Tolkien forestillede sig folkene i Søby og det drageødelagte Dal som en slags skandinaver, og jeg er rimelig sikker på at filmteamet har skævet til blandt andet Bryggen i Bergen. Til min overraskelse skimtede jeg flere brune ansigter i filmens Søby; det bliver måske mere forståeligt når man tænker på at der også i den europæiske middelalder var en vis udveksling mellem kontinenterne. Søby er fremstillet som en handelsby, hvor handlende kom fra nær og fjern.

I disse ”folkloristiske” rammer er det så at instruktørernes egen fantasi får frit spil: Dværge der møver sig op af dasset i menneskehelten Bards barokbolig (”Bringer de held?” spørger hans datter i et herligt øjeblik af comic relief). Orker der springer fra hustag til hustag i månens skær. Gad vide om instruktøren af ”Tiger på spring, drage i skjul” har leget med?

Den mest kontroversielle tilføjelse er selvfølgelig elverkvinden Tauriel, som Tolkien ikke nævner ét sted i sine værker. Men nu står hun der, rødhåret og livlig i kong Thranduils mørke sale. Sammen med Legolas – som også i Tolkiens univers er Thranduils søn, selvom han ikke som sådan figurerer i Hobbitten – udgør hun avantgarden af pileskydende skovelvere. Hendes navn er dannet af ord på Tolkiens gråelversprog sindarin: taur ”skov” + –iel (feminin endelse, jf. Galadriel). Så den er god nok. Jeg vil ikke røbe for meget af handlingen, men som de utilfredse tolkienisters knurren indikerer, forelsker hun sig i én af eventyrets 13 dværge. Hvor kikset og utolkiensk et dværg-elverforhold end måtte lyde, så fungerer deres uskyldige romance fint i filmen. Med alle dens billeder af grå sten og skæggede dværge, kan jeg godt sympatisere med filmfolkenes beslutning. Hendes tilstedeværelse giver fortællingen et fortættet drive der ikke behøvedes i bogen, men som er temmelig nødvendigt for filmen som film.

Der er for mange spændende scener til at jeg kan nævne dem alle. Dværgenes flugt fra Thranduils isolationistiske kongerige – i tønder ned ad en vild flodstrøm, med orker til alle sider – er en af mest vellykkede filmatiseringer jeg har set. På den anden side var Beorn en skuffelse – jeg havde forestillet ham som større og mere godmodigt bjørneagtig, måske en kende a la Little John i Robin Hood.

Sproget i filmen er en sand fornøjelse, både den engelske tale og de danske undertekster. Jeg forestiller mig at i hvert fald nogle promiller af publikum efterfølgende har slået ”udæske” op i Nudansk Ordbog! Når det er sagt, undrer det mig at den danske oversætter ikke har fordansket det engelske landsbynavn ”Bree” til ”Bri” (som i Ringenes Herre). Alle andre tilsvarende navne er fint fordansket. Hagen ved sådan et blandet system er at seerne kan komme i tvivl: Skal de læse ”Bree” med engelskagtig udtale eller med langt e som i Steen?

Endelig må vi ikke glemme Smaug, dragen med det oldnordiske navn (tilsvarende moderne dansk smøg i ”katten smøg sig om hendes ben”). Sekunderne hvor Bilbo på sine bare fødder lister sig ind til Det Ensomme Bjergs hal af funklende skatte, er uendeligt lange. Er dragen alligevel ikke hjemme? Jo, det er den; den er så meget hjemme at Bilbo i det næste øjeblik finder sig selv på vild flugt gennem raslende bjerge af guldmønter. Der er ikke ét popkorn der knaser, ikke ét sugerør der slubrer, når Smaug ryster juvelerne og de gyldne bægre af sig, og rejser sig fra pengebadet som et mareridt af dolke, spyd og ild.

Smaug er det flotteste, mest livagtige og mest kynisk intelligente filmmonster der nogensinde er blevet set. Aliens kan godt pakke kufferten. Vi andre kan glæde os til den sidste del af ”Hobbitten”, og stolt sænke skuldrene i denne gyldne tidsalder, hvor det er helt okay at ku’ li’ drager.

48 Ringe i Sekundet

– Er det rigtigt?!

Min makker sænkede penslen og kiggede vantro på mig. Vi var begge tæt på de tyve og ved at hvidmale trækirken i Sauda. Han gik med thorshammer og jeg havde lige fortalt ham at forfatteren af Ringenes Herre var glødende katolsk.

Når man er fan af noget, vil man gerne have den ansvarlige kunstner til at være ligesom en selv. Jeg følte selv splittelsen da jeg i starten af tyverne boede i Bergen og brugte mere tid på at spille teater end at studere. For var teaterverdenen ikke noget af alt det som den konservative engelskprofessor havde lagt for had?

Det mere positive svar må nødvendigvis lyde: Tolkien elskede fortællingen. Ifølge hans kunstsyn havde litteraturen til formål at skabe billeder i sindet, det vil sige, den skulle få læseren til at digte med. Forfatteren leverer ordene, og læserens egen fantasi klarer resten.

Derfor er det ganske rigtigt at Tolkien ikke brød sig synderligt om drama som kunstform – ”det medskabende element” erstattes så at sige af scenografi og kulisser, der tilbyder publikum en ”halvvirkelighed” (i modsætning til Bogen og dens evne til at få læseren til virkeligt at tro på dens univers mens læsningen pågår). [De der måtte ønske at forstå Tolkiens kontroversielle tanker om blandt andet Shakespeare, henvises til essayet ”On Fairy-Stories”, ”Om eventyr”, der mig bekendt findes i glimrende danske og norske oversættelser.]

Da jeg i fredags trådte glad og lettere fortumlet ud af Århus-biografen Cinemaxx, efter i 3 timer at være blevet bombarderet af fantastiske syner i 3D og 48 billeder i sekundet, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over hvad Tolkien mon ville synes om Peter Jacksons ”Hobbitten – En uventet rejse”. (Fra ”On Fairy-Stories”: ”Drama has, of its very nature, already attempted a kind of bogus, or shall I say at least substitute, magic: the visible and audible presentation of imaginary men in a story. That is in itself an attempt to counterfeit the magician’s wand. To introduce, even with mechanical success, into this quasi-magical world a further fantasy or magic is to demand, as it were, an inner or tertiary world. It is a world too much.”)

Jeg har hørt to slags reaktioner på filmen: Kritikere, der generelt er negative (”filmen alt for lang”, ”Peter Jackson er blevet mere optaget af computereffekter end det at fortælle en god historie”), og biografgængere, der kommer ud af salen med et smil om læben og hovedet fuldt af grønne sletter og ørne i glideflugt over himmelskønne bjerglandskaber.

Jeg tror da også man kan se filmen på to måder: Man kan rynke panden og se filmen med distanceret blik, eller man kan lade sig rive med. Mine to medgængere og jeg valgte sidstnævnte.

Der er masser af øjenguf i ”Hobbitten”. Teknologien er vitterligt skredet fremad siden ”Ringenes Herre”, og det var en sand fornøjelse at kunne labbe Herredets græsenge og Kløvendals tidløse arkitektur visuelt i sig. Scenerne i starten af filmen, hvor en menneskelandsby hærges af dragen Smaugs flammeånde, og hvor en hel bataljon af elvere under ledelse af en hjortridende Thranduil får kolde fødder og undlader at komme de drageangrebne dværge til hjælp, er simpelthen crème de la crème.

I modsætning til bogen, som langt hen ad vejen er en munter hyggefortælling som Tolkien underholdt sine børn med, præges Peter Jacksons filmatisering af en truende alvorsunderstrøm. Det lille værk er blevet forlænget til en trilogi, dels ved at tilføre materiale fra tillægget (appendikserne) bagerst i Ringenes Herre, dels ved at manuskriptforfatterne (som inkluderer mexicanske Guillermo del Toro, manden bag den fortrinlige fantasyfilm ”Pans Labyrint”) har digtet med. Det har de gjort udmærket.

Bifiguren Azog er blevet til hovedskurk, en bleg, blåøjet superork som gør alle racismebeskyldninger til skamme. (Jf. de sorthudede uruk-hai i ”Ringenes Herre”). Han rider på en hvid kæmpeulv (eller varg), som overgår det meste af den animalske uhygge som Kipling kunne trylle frem i Junglebogen. Åndemaneren i Dol Guldur kommer også til syne som en flagermussprudende sort gestalt (var der nogen der sagde ”Mumien” 1 og 2?)

Ellers genbruger Peter Jackson friskt figurerne fra ”Ringenes Herre”, velsagtens for at biografgængerne skal føle sig mere hjemme i den ny film. Saruman og Galadriel dukker op til politisk debat med Elrond og Gandalf i Kløvendal. En fin beslutning fra Jacksons side, synes jeg. Cate Blanchets Galadriel er en fryd for øjet, og hendes korte tilstedeværelse som ophøjet gudinde på toppen af Kløvendal tilfører filmen et kvindeligt element som ellers ville være en oplagt mangel (i bogen er de tolv dværges køn fuldstændigt irrelevant, men når man konstant ser dem på det store lærred, bliver det for meget skæg og for lidt ballade, for at sige det sådan! ;-)

Men hvad sker der for Radagast? Dyrenes ven og den mystiske tredje troldmand (efter Saruman og Gandalf), som flygtigt nævnes i Ringenes Herre, er i Jacksons Hobbit-film blevet en central figur. Her bor han ude i et træ-krybind (der med lidt ond vilje kunne være hentet fra ”Bamse og Kylling”), hvor han har oprettet en klinik for helbredelse af smådyr. Skeløjet og småtosset løber han rundt i den digitale skov, med størknet fuglelort i kindskægget. Der er dog nok handlekraft i ham til at han tager ud til Dol Guldur for at finde ud af hvad dælen der er galt. (Åndemaneren forpester skoven med sin mørke trolddom.) Han rejser rundt i en skærveknuser til kane, der bliver trukket af sted i huj og hast af ”kaninerne fra Rhosgobel”. Jeg har en stærk mistanke om at Tolkien ville få piberøgen i den gale hals…

Nuvel, fortælleteknisk set er Radagast med til at binde filmen sammen, og hvis han kan tilføre noget af den muntre naturglæde som Jackson fjernede da han valgte ikke at medtage Tom Bombadil i ”Ringenes Herre”, er alt jo fint. Men hvad i al verden er meningen med at kalde Radagasts ene pindsvin for ”Sebastian”, et moderne, europæisk navn? I et kort sekund krakelerer hele Midgård-universet, hvor netop navnene og det sproglige var så vigtigt for Tolkien, at han tilmed opfandt sine egne sprog.

Tolkien-puristerne vil nok også ærgre sig over Peter Jackson orker, der efter alt at dømme taler et sprog som en eller anden indfløjet ekspert har hygget sig med at snedkerere sammen. (Det nærmeste Tolkien kom et orksprog, var nogle få ord og sætninger på Mordors ”sorte sprog”.) Jeg vil også skyde på at der er ikke-tolkiensk materiale til stede i de sindarin-sætninger som Elrond med flere ret så elegant afleverer i Kløvendal.

Men pedanterier til side. ”Hobbitten 1” er helt klart en biografoplevelse der er værd at få med sig. Jeg blev ikke rystet i min grundvold på samme måde som jeg blev det i december 2001, da den første ”Ringens Herre”-film tonede frem i mørket. Nu har vi set hvad teknologien kan, og der skal måske mere til for virkelig at få os til at falde ud af sæderne. Hobbitten har heller ikke så meget kød på benet som Ringenes Herre. Fortællingen om Bilbo Sækker er på alle måder hyggelig, underholdende og underfundig, men den har altså mindre ”på hjertet” end dens storslagne efterfølger. Hvor meget jeg end holder af Tolkiens univers, må jeg sige mig enig med nogle af de trælse kritikere i at formatet med tre helaftens spillefilm til tider virker som en lovligt stor byrde for Bilbo.

Noget af det bedste ved filmen var afslutningen. En lille drossel flyver hen til det ensomme bjerg Erebor. Der sætter den sig til at hakke i nogle snegleskaller (vel for at få sneglene ud). Inde på den anden side af bjergsiden rører det på sig i bunken af glimtende guldmønter. Kameraet zoomer ind på et gigantisk, skællet, lukket øje. Alle hjerter står stille. Dragen åbner øjet, og stirrer direkte ud på publikum.

Tak til Peter Jackson & co. for årtiets hidtil mest nervepirrende cliffhanger. Vi ses igen i biffen om et år!