Noget om nationalisme

nationalismer– Så er vi tilbage i England!

Mit udbrud får min far og min bror til at sukke højt. Det er juni 2014, og vi tre er lige kørt ud af Cornwall, Storbritanniens horn mod sydvest. Det keltiske Cornwall lå ligesom Wales udenfor de germanske angelsakseres riger (der siden blev samlet til England), og nogle af de lokale gør med flag og floskler stadig et nummer ud af deres ikke-engelskhed – de er korniske. Den 24. april 2014 anerkendte den britiske regering det korniske folk som minoritet. Jeg var glad.

Cap Vert i Senegal.

Cap Vert i Senegal. (Foto ©Bjørn A. Bojesen 2014.)

I august 2014 viser en senegalesisk lærer og ven mig Dakars flotte strandpromenade ud mod Atlanterhavet. Cap Vert, Afrikas vestligste punkt, åbenbarer sig i guldlyset, og jeg bliver filosofisk.

– Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde, spørger jeg.

– At jeg giver noget til børnene. At jeg giver noget til mit land.

Jeg får frysninger. Senegal er da en kolonialistisk konstruktion! Det er Frankrig der i sin tid sammentvang blandt andet hausa, serer, mandinka og min omvisers folk diola til én stat. Der er nul logik i grænserne; diolaernes land ligger eksempelvis både i Gambia, Casamance (Sydvestsenegal) og Guinea-Bissau.

Senere får jeg frysninger af mine frysninger. Hvordan kan jeg – som europæer og medmenneske – tillade mig at fordømme en afrikaners kærlighed til en statsdannelse, samtidig med at jeg bifalder den mindste tendens til separatisme (= nystatsdannelse) i områder som Cornwall og Skotland? I forkant af septembers skotske valg om løsrivelse fra Storbritannien ivrede jeg overfor en dansk ven for et ja. – Hvorfor, spurgte han. Jeg blev stum…

Jeg er en dansker der er vokset op i Norge. (På samme måde som Naja Marie Aidt – uden sammenligning i øvrigt – er en dansker der er vokset op på Grønland). Da jeg kom derop som 7-årig, var jeg allerede dansker inde i mit hoved. Måske var det gået i sig selv igen hvis ikke mine legekammerater ustandseligt havde mindet mig om at jeg var danske. Jeg ledte efter fællesnævnere og fandt Norden og det oldnordiske. Til 17. maj – Norges nationaldag, hvor alle normale børn går i optog – lånte jeg min mors symaskine og fremstillede et stk. Nordens flag (dvs. Kalmarunionens flag). Nu havde jeg noget neutralt at vifte med!

Jeg har længe abonneret på den romantiske idé om at hjertet banker bedst på modersmålet, og da skrivning er noget af det jeg holder allermest af, flyttede jeg i studietiden tilbage til Danmark. Nu må jeg så finde mig i, lejlighedsvis, at blive kaldt for ”nordmand”. Det gør mig ikke noget – så længe jeg i sidste ende beholder min ret til at definere mig selv.

Verden er i forandring; nye konstellationer opstår hurtigere end en flue kan nå at lande på en anden flue. I den situation er der mange der føler sig truet, og søger tilflugt i fremmedhad og populisme (okay, Dansk Folkeparti, den er til jer!) Men klokken kan og skal ikke stilles tilbage. Jeg tror det kun er et spørgsmål om tid før den generelle enten-eller-tænkning må vige for en både-og-tænkning. Dansker og amerikaner og muslim og lyserødgyldenbrun og medlem af Røde Kors/Halvmåne/Davidsstjerne. Hvem ønsker vel en snæver A4-identitet? Der er 7 milliarder måder at være menneske på – og vi må aldrig få så travlt med stemplerne at vi glemmer at hele jorden bebos af netop mennesker!

Som jeg ser det, kan nationalisme være både eks- og inkluderende. Den ekskluderende nationalisme kørte helt af sporet under 2. verdenskrig. Siden har ingen med ikke-ironisk alvor kunnet hævde at én gruppe mennesker er de særligt udvalgte. Den inkluderende (venlige) nationalist siger: ”Jeg elsker min familie og mit sprog og mine traditioner og det samfund jeg bor i, og jeg skammer mig ikke over at vise kulør. Da jeg hviler i mig selv og mit, er jeg også i stand til at værdsætte andres familier og sprog og traditioner, indenfor rimelighedens grænser. Mit hjem står altid åbent for folk der viser mig den samme venlige nysgerrighed og respekt som jeg viser dem.”

Cornwall. Lidt symbolik for turisterne…

Cornwall. Lidt symbolik for turisterne… (Foto © Bjørn A. Bojesen 2014.)

Måske skulle man kalde den venlige nationalisme for noget helt andet, thi ordet ”nationalisme” har nu engang en biklang af ”nazisme”. Min gamle farfar holder af at tale om fædrelandskærlighed, som jo åbenbart stadig er et blomstrende fænomen i Senegal. Den følelse går netop ikke ud på at hade det fremmede, men tværtimod at elske sit eget. Og som din coach siger: Før du kan elske andre, må du elske dig selv…

Mens verdens establishment rystede i bukserne og bed negle op mod det skotske valg, bragte bladet NewScientist en artikel under rubrikken ”Imagine there’s no countries…” (6. september 2014). Med afsæt i John Lennons fredssang undersøger skribenten Debora Mackenzie nationalstaternes opståen og spørger sig selv om en verden uden lande dog ikke ville være bedre? Nationalstaterne som vi kender dem i dag opstod i kølvandet af Den Industrielle Revolution. (Før var mennesker mest optaget af den nærmeste familie og lokalsamfundet. De opfattede sig ikke som medlemmer af ”en stat” eller ”et folk”). Pludselig var der store maskinhaller der krævede mere overordnet administration end et traditionelt landsbysamfund kunne klare. Der var brug for mere hierarki og topstyring. For eksempel begyndte folk i Preussen at flytte efter jobs. Verdens første dagpengesystem blev indført for at redde arbejdsløse industriarbejdere. For at forhindre ikke-preussere i at tiltuske sig penge, gav man sig til at registrere preusserne… (Lyder det bekendt?)

Mackenzie og de forskere hun taler med, må konkludere at den moderne verden ikke kan køre rundt uden stater til at trække i de maskinelle tråde. John Lennon på iPod’en eller tilbage til jæger-samlersamfundet? Meeeeeen der er bred enighed om at hierarkiske stater ikke har de bedste svar på modernitetens udfordringer (fx den smeltende indlandsis). Netværkssamarbejde er fremtiden, for eksempel i form af internationale græsrodsorganisationer (NGO’er) eller transnationale regioner. Der tales endda om en ”nymiddelalder” (neomedievalism), hvor magten forlader de fjerne hovedstæder og vender tilbage til byråd og håndværkerlaug – sådan cirka! To tankevækkende citater:

– Når systemer bliver for omfattende for ét menneskesind, må hierarkierne videreudvikles til netværk der ikke ledes af en enkeltperson. (When systems are too complex for one human mind to grasp … they must evolve from hierarchies into networks where no one person is in charge.)

– Ny forskning bekræfter at problemet ikke er etnisk diversitet, men manglende inkludering i samfundet. Det skal lande med begrænset historisk mangfoldighed nu til at finde ud af, mens folk flytter for at finde jobs i en globaliseret økonomi. (Recent research confirms that the problem is not ethnic diversity itself, but not enough official inclusiveness. Countries with little historic ethnic diversity are now having to learn that on the fly, as people migrate to find jobs within a globalised economy.)

Min begejstring for eksempelvis Cornwall eller Baskerlandet har intet med had eller raceteorier at gøre. Jeg elsker flag, jeg elsker sprog, jeg synes det er fabelagtigt at der her på jorden er så mange forskellige mennesker, så mange ansigter, så mange historier, så mange landskaber… Som lille bladrede jeg tit igennem leksika på jagt efter flagsiderne… Jo flere flag, jo flere lande, jo flere sprog, jo mere overstrømmende mangfoldighed, jo bedre! (Og med en oprigtigt god vilje kan man altid kommunikere på tværs af kulturerne. Som teenager lærte jeg esperanto, nærmest som et slags eksperiment, og opdagede at det skam virkede ganske udmærket.)

Det er på ingen måde min hensigt at se gennem fingre med den hadske og voldelige separatisme der hærger verden (Ukraine, Mellemøsten…) Faren opstår idet man dæmoniserer den lille skotte der hejser sit flag på bjerget, eller tænker TERRORIST fordi Nogen tilfældigvis taler et sprog man ikke forstår (det vil sige: ikke har lært endnu).

Den mest udbredte – og velsagtens farligste – nationalisme er status quo-nationalismen. Alt skal være som vi tror det er. Længe leve tingenes tilstand! De som ikke er med os, er uamerikanske. Rullepølse og leverpostej. De nuværende magtstrukturer er nu engang de bedste. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen tale engelsk og se tv-serier på HBO?

Politiken sprang ud som status quo-nationalist, da de i morgenavisen (papirudgaven) inden det skotske valg med skræmte typer proklamerede ”Så meget kan Storbritannien miste” (og ikke ”Så meget kan Skotland vinde”). Avisens leder advarede de naive skotter mod at tro at et mindre land automatisk betød mere demokrati. (Endskønt avisen fandt det ”smigrende” at mange skotter så den såkaldte skandinaviske model som et forbillede.) Jeg sank mit bræk, og skrev et høfligt læserbrev til avisen, hvor jeg spurgte om de af samme principielle årsager også ville modsætte sig et selvstændigt Grønland? Jeg spurgte også – uden tilsigtet ironi eller sarkasme – om avisen ville gå ind for en sammenslåning af Danmark og Tyskland, i effektivitetens og besparelsernes navn? Avisen havde desværre ikke plads til min ”interessante” kommentar…

Der er skrigende brug for et mere kærligt blik på verden – et blik der ikke automatisk ser det anderledes som noget farligt, men som lader sig forundre og overraske over verdens brogede pallet af lys og skygger. Tør du se?

Reklamer

Tuborg og swahili

skaal

Tuborgreklame i anledning af valget. Kan det være mere dansk?

Så er det danske folk endnu en gang blevet enigt med sig selv om at demokrati trods alt er bedre end alternativerne. Med vinterfrakker og børn på slæb stimlede villaeliten sammen i den lokale gymnastikhal. Mens jeg stod og ventede på at afgive mine to x’er (et til byrådet, og et til det uudgrundelige Regionsrådsuhyre), følte jeg mig hensat til sydligere himmelstrøg. Hvor ofte i Danmark ser man ellers den navlepillende individualisme vige for en bredere samfundsbevidsthed?
Omvendt kan vælgerforsamlinger selvfølgelig også ses som kroneksemplet på det som psykologen Eric Berne kalder dissociale grupperinger. Det vil sige personer der rent fysisk befinder sig i hinandens nærhed, men som ikke tager sig tid til at anerkende hinandens menneskelighed. Livet er en elevatorrejse hvor vi hver især står og kigger på etagenumrene og venter på at slippe væk fra vores irriterende medpassagerer. Som en dame i køen hen til stemmeaflukket udtrykte det: ”Det er jo rene østeuropæiske tilstande.”

Og nu hvor du alligevel læser med, kan jeg nævne at jeg deltager i endnu en (halv-)akademisk Michael Jackson-debat. Denne gang handler det om popkunstnerens brug af andre sprog end engelsk. Så hvis du aldrig har forstået hvad pigen siger i ”Liberian Girl”, lige efter regnskovslydene, kan du klikke her. (Minsæl fik han også smuglet lidt esperanto ind i en af sine film.)

Googl dig selv – på esperanto

Jeg taler spansk. Når jeg fortæller det, lader reaktionerne ikke vente på sig:
– Spændende. Det vil jeg også gerne lære!
– Fedt, det gør jeg også, har du været i…
Og så kan vi snakke løs om Mexico og Valencia.

Jeg taler esperanto. Når jeg fortæller det, lader reaktionerne ikke vente på sig:
– Hvad er det for noget?
– Ej, jeg troede det var dødt, er der virkelig stadig nogen der taler det?
– Kan du ikke bare indrømme at engelsk er det internationale sprog?
Og så går snakken i stå.

Som teenager kastede jeg mig over en lærebog i esperanto (som tilfældet havde placeret i mit lokale bibliotek). Min motivation var idealistisk. Ideen om et sprog der hverken var mit eller Clintons eller Arafats, men som vi alle kunne møde hinanden igennem, greb mig med stormstyrke. Derudover fik selve måden dette sprog var skruet sammen på, min indre, bumsede teenagesprognørd til at bryde ud i breakdans: mal-dorm-em-a = ”som har lyst til at gøre det modsatte af at sove” – på hvilket andet sprog kan man udtrykke så meget med så få midler?

Det er længe siden jeg holdt op med at være esperantist, i hvert fald i den påståelige, politiske forstand. Men det esperanto jeg i sin tid lærte, kan jeg selvfølgelig ikke bare sådan glemme. Jeg læser bøger og artikler på sproget, og har flere bekendte som jeg taler det med – deriblandt en kammerat fra USA. (Jo, vi kunne tale engelsk, men det er nu befriende at vi begge skal lede lige så meget eller lidt efter ordene!)

Når mine danske tekster rammer væggen, kan jeg godt finde på at skrive på esperanto. Det er ligesom en frisk vind gennem den vante hjernekasse.

Nu har Google Translate tilføjet esperanto som deres 64. sprog.
Den næste gang du surfer ind i nogle kryptiske ord med sære tegn på et sprog der ”minder lidt om spansk”, kan du altså få det oversat. Til dansk, engelsk, tysk, eller hvad du ellers måtte have lyst til.

Jeg håber at Googles initiativ kan være med til at afmystificere esperanto. Så de jeg ikke taler esperanto med, kan forstå at det lige som spansk eller dansk er et både poetisk og praktisk kommunikationsmiddel, som nogle gange kommer til kort, og som nogle gange er det helt rigtige.

Prøv det her