Diktatorens Fald

2014. Jeg er bange. Min senegalesiske ven og jeg skal gennem Gambia. Der er ikke flere færgebilletter, og for at komme fra Senegals hovedstad Dakar til den sydlige provins Casamance er vi nødt til at krydse Jammehs land. Der hvor jeg sidder i den faldefærdige taxa, har jeg ingen smart telefon med Wikipediaartikler der kan fortælle mig om diktatorens grusomheder. Men jeg ved at Yahya Jammeh i årtier har styret sit smalle flodrige med hård hånd. I det lille land omkring Gambiafloden, der på alle landsider er omgivet af Senegal, hersker Jammeh som en selvbestaltet Messias, der vakler rundt i store rober og vistnok tror han kan kurere aids med håndspålæggelse. Ude ved kysten, ved jeg, døser turisterne i solen, nogle af dem europæiske kvinder der er kommet for at købe seksuelle tjenester af Gambias mandlige prostituerede.

Min kammerat fortæller mig om hvide turister der har fået gennemrodet deres bagage af de fattige gambiske grænsevagter, på jagt efter ét eller andet ”ulovligt” de kan udstede en bøde for. Min nervøsitet stiger da jeg igennem det røde støv fra vejen kan se skiltet der forkynder at vi nu er på vej ind i … Gambia.

Åh nej, vi bliver vinket ind til siden af en tyggegummityggende mand med baret og kakiuniform! Han griner til mig kaster et blik på min store rygsæk. Jeg ligner vist ikke noget millionær. ”Passport!” siger han og gelejdiger os ind i en hytte, hvor der sidder en anden mand ved et enkelt træbord. Han bladrer i mit pas. Hm. Hm. Der er tilsyneladende ikke noget han kan sætte fingeren på. Min ven JC og jeg udveksler en bemærkning på spansk, som vi taler sammen. ”Español?” griner tolderen, og giver mig mit pas tilbage. Ud af den glasløse vinduesramme kan jeg se en ged der græsser. Jeg skal betale en senegalesisk seddel for at slippe ind i landet. Beløbet er lille, måske tilsvarende en dansk halvtredser. Jeg ånder lettet ud, og vender tilbage til taxaen, der ikke kører lige foreløbigt.

Mine få timer i Gambia gør et stort indtryk. Det første der slår mig, er hvor tilfældig grænsen synes at være sat. Da englænderne i sin tid erobrede et stykke flod inde i en fransk koloni, tænkte de nok ikke på at det er de samme folk – fortrinsvis djolaer – der bor på begge sider. Afrikanerne har overtaget de kunstige grænser – og lidelsen. Gambialandskabet er både støvet og grønt, tørt og frodigt. En alenestående benzintank vidner om hvor fattigt landet er ved siden af Senegal med dets ”vestlige” supermarkeder og tankstationer.

Om bord på det skoldende hede færgedæk på vej over Gambiafloden ser jeg Afrikas smukkeste flag smælde i den dovne luft. Dækket er fuldt af biler, og gående passagerer der drikker vand fra små plastikposer (vandsælgeren scorer kassen den dag!) Efter sigende er der krokodiller i den brede flod, men jeg ser dem ikke. Jeg ser heller ikke noget til Yahya Jammeh, og hans soldater lader os uden besvær passere grænsen til Sydsenegal.

2016. Yahya Jammeh taber det første demokratiske valg der i lang tid er blevet afholdt i Gambia. Men han klynger sig til magten og nægter at anerkende den ny præsident, Adama Barrow.

2017. Soldater fra Senegal går ind i Gambia, hjulpet af tropper fra Ghana og Nigeria, og med FN’s sikkerhedsårds indirekte velsignelse (sålænge der ikke bruges vold). Efter forhandlinger med repræsentanter fra den vestafrikanske samarbejdsgruppe Ecowas, giver Jammeh slip på magten – uden at ét skud er blevet løsnet.

Mange er bange for Donald Trump, der lige er blevet indsat som præsident i USA. Men som valget i Gambia viser, forandrer verden sig bestemt også til det bedre. Hurra for Gambia!

Det Ukendte Naboland

Polske bisonokser! :-)

En majdag standser en polsk minibus ved min indkørsel. Det lyder skummelt, ikke? For det yderst venlige polske kærestepar, F. & W., der har inviteret mig til Krakow, er de danske Polen-aversioner (som de kender fra blandt andet Roskilde Festival) en gåde. Selv i den dansktegnede net-satire Scandinavia and the World fremstilles Polen som en maskeret røver. Kan det virkeligt passe at landet der gav verden Chopin, Madam Curie og Kopernikus i dag kun har ludere og biltyve på menuen?

Jeg må med skam erkende at det først for nyligt virkeligt dæmrede for mig: Danmark og Polen er nabolande! At grænsen så ligger og skvulper et sted syd for Bornholm, gør ikke Polen en mindre ”værdig” nabo end Norge og Sverige. Men hvilken dansker kan nævne Polens vigtigste byer og floder, konger og præsidenter, arkitekter og malere? Jeg kan i hvert fald ikke. Da jeg i de lune majdage får et åndehul mellem forpligtigelserne, kan det ikke gå stærkt nok med at komme et smut ned til Det Ukendte Naboland.

De to buschauffører er af en anden opfattelse. De ankommer min adresse med en forsinkelse der ville koste DSB’s servicemedarbejdere deres nattesøvn. Jeg er blevet anbefalet firmaet Dunczyk af en polsk elev. De kører mellem alle mulige polske og danske byer efter ”De ringer, vi bringer”-princippet. Jeg er den eneste ikke-polak i bussen, hvor jeg lidt nervøst sidder og fumler med min madpose. Er de nu ude på at stjæle min chokolade? :-)

Jeg har altid været fascineret af de underlige polske navne og bogstaver. Hvem finder dog på at tage et L og sætte en streg igennem det? Ł ser da underligt ud… (Hvem finder dog på at tage et O og sætte en streg igennem det…) Sproget skaber en mur mellem polakker og skandinaver. Mens tysk er forholdsvis lettilgængeligt, er det polske tankeunivers ligeså skjult for en dansker som de bisonokser der gemmer sig i de dybe polske skove… Og engelsk retter ikke rigtigt op på skævheden: Det ligger meget tæt på dansk, og en dansker med en standard skoleuddannelse kan oversætte sine tanker temmeligt direkte. (Vi ser lige bort fra the prick over the i og denslags! :-)  ) For en polak, derimod, er vejen længere.

Under en af de mange tankstationpauser, hvor de to chauffører ryger og udveksler muntre bemærkninger, inden den anden overtager rattet fra den første, lykkes det mig at falde i snak med en af mine stilfærdige medpassagerer. Han har arbejdet længe i Danmark, men aldrig haft behov for at lære sproget. På kortfattet engelsk fortæller han mig at han er på vej til den fjerneste ende af Polen, tæt på den ukrainske grænse. Hans rejse varer længere end de 16 timer min rejse tager – og jeg drager af sted som frivillig turist, ikke som eksileret arbejder der jævnligt tager turen for at se sin familie.

Den største fordel med at rejse uden for alfarvej er alle de ting man ser og oplever. Hunde der kommer bjæffende ud fra en sønderjysk gårdsplads. Nede-på-jorden-mennesker der taler dæmpet sammen og smilende tjekker deres mobiltelefoner mens kornmarkerne strutter i eftermiddagssolen. I en verden hvor rigtigt meget handler om at komme fra A til B og videre til C, er det nemt at glemme den slags gyldne øjeblikke. Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke er taget med den sædvanlige motorvejsbus til Tyskland – selvom prisen er et par overordentligt døde ben morgenen derpå, hvor jeg i et knivskarpt morgengry vakler ud på parkeringspladsen ved Balice Lufthavn. (Hvis du selv vil prøve turen, og heller ikke er så glad for eftersynkroniserede skodfilm, så sørg for at bevæbne dig med en god bog! :-)  )

”Det er ikke retfærdigt!” mener W. Hun kan ikke forstå hvorfor vi danskere kan have råd til store huse, prangende biler, hyppige rejser … mens de fleste polakker må knokle for at få enderne til at mødes. Måske er landet stadig ikke kommet helt op i det kreative gear efter 2. Verdenskrig, spekulerer hun. Da fængslede de tyske nazister mange af landets intelektuelle i en målrettet aktion (og henrettede dem med fatale følger for den offentlige debat). F. undrer sig over om noget mon ikke også skyldes kulturelle forskelle. De fleste polakker er katolikker, og har ikke haft Martin Luthers pegefinger svævende over sig (”Man skal yde før man kan nyde”). Til gengæld har Paven holdt dem fastlåst i et mønster af synd og tilgivelse. Det er ikke nemt at være til – hvadenten den forestilling man lever efter, hedder Skyld eller O-Store-Fornuft, Gud-Ved-Bedst eller Jeg-Ved-Bedst. :-)

Vi står alle tre på en høj altan og kigger ud over den mørknende by. Tænk at der kan være så mange smukke og interessante ting på ét sted! Fra de små chokoladekonditorier til de mange boghandlere og museer, fra den højtliggende ridderborg Wawel – med en ildsprudende dragestatue nedenunder! – til de mange smukke kvinder i gadebilledet. De fleste ser venlige og værdige ud – og ligner hverken ludere eller underkuede stakler. Mændene jeg ser, virker melankolsk-muntre, og lader ikke til at have travlt, hverken med at stjæle biler eller give indvandrere tæsk (selvom Polen i kølvandet af Syrien-krigen har bevæget sig langt mod højre – i hvilket andet EU-land kan man se unge studerende stå i hobetal og demonstrere mod abort?)

W. fortæller om de to gange hun har besøgt Auschwitz – der ligger lige uden for byen – den ene gang med en flok tyske skoleelever, den anden gang med en flok danske. Ved mødet med stedet hvor over 1 million jøder var blevet henrettet under 2. Verdenskrig, brød tyskerne ud i tårer. Danskerne rodede med deres mobiltelefoner.

Zapiekanka er en polsk sandwich der vil noget. :-)

Lever jeg op til polakkernes fordomme om en overfladisk og ligeglad dansker? W. og F. tager på arbejde og jeg leger turist og tager … ikke til det grufulde Auschwitz, men til de storslåede saltminer i Wieliczka, der var blandt de 10 første steder til at havne på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Bagefter kører jeg og en flok andre turister tilbage til Krakow i nok en polsk minibus. Vi er over en time forsinket. En britisk kvinde er rasende. Hun skælder ud på chaufføren – kan han da ikke fatte at de nu risikerer at komme for sent til det fly der skal bringe hende og hendes to veninder tilbage til London? Chaufføren får hundeøjne idet han forklarer at han desværre lige var nødt til at lede efter et par turister, der havde misforstået en besked og var faret vild. ”Undskyld, undskyld!” siger han.

På uglecafé i Tokyo

Elevatoren går op. Min japanske lokalkontakt og jeg træder ind i en verden af grønne planter og dæmpet belysning. Velkommen til! siger en kvinde med langt, uglet hår ned over skuldrene og en underfundig latter i øjnene. Hun ligner en heks, tænker jeg, mens vi vandrer dybere ind i Auru no Mori* – Ugleskoven. En drøm der i månedsvis har rumsteret inde i mig, er ved at gå i opfyldelse: Vi’ på uglecafé i Tokyo!

Hvad gør man når man ikke lige er en bonde der dagligt kan sige hej til gæssene og klø kalven bag øret? Tager på dyrecafé, naturligvis! Jeg ved ikke hvornår den første af slagsen dukkede op i Tokyo – men de må være et af Japans nyeste bidrag til verdensfreden. I fjor læste jeg en netartikel om Tokyos kattecaféer, og fra min familie har jeg vidnesbyrd om at man nu også kan ae en kat til sin latte i Budapest og København… Artiklen nævnte også noget om – ugler! Havde jeg læst rigtigt?

En af de ansatte ”ugletæmmere” kommer hen med en lillebitte ugle som jeg først får lov til at sidde med på hånden (med en handske imellem dens kløer og min hud). Siden bliver den diminutive fugl med det plirrende blik sat op på min skulder. (Min ledsagerske oplever nogenlunde de samme ting, men nu vil jeg fokusere på mit eget, altopslugende møde med uglerne.)

Nede på gulvet sidder en flok halvstore sneugler. De er vant til mennesker og man kan trygt ae dem – så længe man holder sig til ryggen. Rammer man deres vinger, går de deres vej. Men det mest fascinerende møde finder sted henne i hjørnet under alle planterne: To kæmpemæssige ugler sidder og stirrer med ravgule pupiller. De ligner uglen hubro som jeg kender fra Norge (på dansk hedder den ”stor hornugle”, og på latin det velklingende Bubo bubo). Men jeg kan ikke helt placere dem. De er ligesom hvidere i fjerdragten, fjernere i blikket… De hviler fuldstændigt i sig selv og virker nærmest ligeglade med at jeg rører ved dem. Det er som om at møde  skovdæmonen Totoro i Hayao Miyazakis film.

Hvad blev der af cafédelen? Jo, en gratis drik man kan trække i en automat. Bagefter får vi endnu en ugle at sidde med i hånden. Min slørugle er urolig og var fløjet hen til sine artsfrænder hvis jeg ikke havde holdt godt fast i den lille rebstump. Pigen der kommer med ugler, ser ud som om hun aldrig har foretaget sig andet. ”Vi udklækker dem her på stedet og de vokser op her,” forklarer hun via tolk. Og mange af uglerne er bundet fast så de ikke skal flyve rundt. Jeg spørger hvad de får at spise, men bliver ikke helt klog på svaret. Måske er det en hemmelighed.

Så er vores time forbi. Elevatoren glider forbi kanincaféen i etagen under og tilbage til menneskenes forskrækkede verden.

***

*På rent japansk ville stedet hedde Fukurou no Mori – men navnet er blevet halvt anglificeret (owl > auru) for at lyde smartere

På eventyr i Sibirien

I 2011 skrev jeg min første artikel på tysk. Uheldigvis ville de tyske bladbosser ikke høre mere om Rane Willerslevs flugt fra den russiske mafia og desperate kamp for overlevelse i Sibiriens isørken. Artiklen blev dog udgivet i Danmark og Sverige. Nu er den originale vare imidlertid blevet udgivet af internetmagasinet Wir Jagen. Se de flotte vinterbilleder og læs historien her.

Sårt Fredag

Bruuns Galleris århusianisering af et amerikansk fænomen…

Fredag klokken 22 er gågaden underligt lys. Det er ikke fordi handelsstanden igen har syndet og hængt guirlander og LED-pærer op inden joulukuu, som julemåneden hedder på finsk. Nej, skæret kommer fra tusinder af øjne, der manisk prøver at finde et fikspunkt blandt de jublende reklameskilte: Black Friday! 20 % på alle varer! 20 % på udvalgte varer! Halleluja!

Voksne kvinder løber fra deres små døtre for at være den første til at hapse en bøjle-bh eller en stavblender. Inde i herreomklædningsrummet i Salling har folk haft alt for travlt med at forkaste upassende tøj til at rydde op efter sig. En kæmpe bunke jakkesæt prøver at presse mig ud så jeg i tumult og opgivelse køber alt det som jeg egentlig ikke har brug for.

Hvis jeg var butiksejer, ville jeg nok også holde åbent på den dag som amerikanerne kalder Black Friday, altså dagen efter Thanksgiving Day, som altid er fjerde torsdag i oktober. Så skide være med at vi i Danmark hverken har vildtlevende kalkuner eller en forhistorie med indvandrende religionsflygtninge der havde lyst til at sige tak for mad til venlige indianerstammer. Vi har jo allerede åbnet vores hjerter for Halloween, så hvorfor ikke indføre endnu en amerikansk skik, der gør mennesker glade og skaber økonomisk vækst?

Danmark – især Jylland – er et land af kræmmere. Intet styrker selvtilliden som et godt tilbud! Hvor godt smager en bøf ikke når den har været nedsat med 40 %? Sådan set er Black Friday blot kræmmerens vådeste drøm, og nok et eksempel på det ekstreme fra Nordamerika, som Det Gamle Europas usexede ydmyghed ikke kan hamle op med. Og hinsides filosofien er der også nogle helt reelle behov: Livet er dyrt og presset, og for mange er det en stor befrielse at kunne købe alle deres julegaver på én dag. En bekendt af mig hjalp i ”sortfredags” to syriske flygtninge med at investere i en nedsat laptop. Ellers ville de aldrig have haft råd til at kommunikere med det offentlige.

Alligevel er der en oprørsk stemme i mig der ikke er tilfreds med at spise flødeboller og sige cool! til alting. Bruuns Galleri kom mig lidt i møde; på deres plakater stod der SÅRT FREDAG. Jeg valgte at læse det uden ironiske overtoner. For hvis det er en tradition der er kommet for at blive – det var jo også handelsstanden der indførte Farsdag og Morsdag – så fortjener den da et dansk navn? Ikke fordi USA-engelsk ikke er et slagkraftigt sprog – jeg snakkede med en 11-årig pode der med megen stolthed og Hollywood-patos i stemmen kunne informere om at det var BLÆÆÆK – FRÆGDÆG!

For mig handler det om at bevare verden som et vidstrakt og farverigt fællesskab. I vores terrorangst er det måske meget betryggende at læne os op ad de komercielle kæmper (der vel at mærke ikke udelukkende er amerikanske). Starbucks – det ved vi hvad er, og vi kan slappe af og nyde vores latte i fred. Men McGud, hvor bliver verden kedelig!

Hvis vi trykker Sort Fredag til vores bryst, hvorfor så ikke også fejre Nowruz, det persiske nytår? I det mindste er det en fest der handler om at være sammen, og ikke kun om at komme før de andre i køen. Altså, nu er det ikke fordi jeg personligt har noget imod det par bukser jeg personligt fik til 20 procents rabat…