Noget om nationalisme

– Så er vi tilbage i England!

Mit udbrud får min far og min bror til at sukke højt. Det er juni 2014, og vi tre er lige kørt ud af Cornwall, Storbritanniens horn mod sydvest. Det keltiske Cornwall lå ligesom Wales udenfor de germanske angelsakseres riger (der siden blev samlet til England), og nogle af de lokale gør med flag og floskler stadig et nummer ud af deres ikke-engelskhed – de er korniske. Den 24. april 2014 anerkendte den britiske regering det korniske folk som minoritet. Jeg var glad.

Cap Vert i Senegal. (Foto ©Bjørn A. Bojesen 2014.)

I august 2014 viser en senegalesisk lærer og ven mig Dakars flotte strandpromenade ud mod Atlanterhavet. Cap Vert, Afrikas vestligste punkt, åbenbarer sig i guldlyset, og jeg bliver filosofisk.

– Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde, spørger jeg.

– At jeg giver noget til børnene. At jeg giver noget til mit land.

Jeg får frysninger. Senegal er da en kolonialistisk konstruktion! Det er Frankrig der i sin tid sammentvang blandt andet hausa, serer, mandinka og min omvisers folk diola til én stat. Der er nul logik i grænserne; diolaernes land ligger eksempelvis både i Gambia, Casamance (Sydvestsenegal) og Guinea-Bissau.

Senere får jeg frysninger af mine frysninger. Hvordan kan jeg – som europæer og medmenneske – tillade mig at fordømme en afrikaners kærlighed til en statsdannelse, samtidig med at jeg bifalder den mindste tendens til separatisme (= nystatsdannelse) i områder som Cornwall og Skotland? I forkant af septembers skotske valg om løsrivelse fra Storbritannien ivrede jeg overfor en dansk ven for et ja. – Hvorfor, spurgte han. Jeg blev stum…

Jeg er en dansker der er vokset op i Norge. (På samme måde som Naja Marie Aidt – uden sammenligning i øvrigt – er en dansker der er vokset op på Grønland). Da jeg kom derop som 7-årig, var jeg allerede dansker inde i mit hoved. Måske var det gået i sig selv igen hvis ikke mine legekammerater ustandseligt havde mindet mig om at jeg var danske. Jeg ledte efter fællesnævnere og fandt Norden og det oldnordiske. Til 17. maj – Norges nationaldag, hvor alle normale børn går i optog – lånte jeg min mors symaskine og fremstillede et stk. Nordens flag (dvs. Kalmarunionens flag). Nu havde jeg noget neutralt at vifte med!

Jeg har længe abonneret på den romantiske idé om at hjertet banker bedst på modersmålet, og da skrivning er noget af det jeg holder allermest af, flyttede jeg i studietiden tilbage til Danmark. Nu må jeg så finde mig i, lejlighedsvis, at blive kaldt for ”nordmand”. Det gør mig ikke noget – så længe jeg i sidste ende beholder min ret til at definere mig selv.

Verden er i forandring; nye konstellationer opstår hurtigere end en flue kan nå at lande på en anden flue. I den situation er der mange der føler sig truet, og søger tilflugt i fremmedhad og populisme (okay, Dansk Folkeparti, den er til jer!) Men klokken kan og skal ikke stilles tilbage. Jeg tror det kun er et spørgsmål om tid før den generelle enten-eller-tænkning må vige for en både-og-tænkning. Dansker og amerikaner og muslim og lyserødgyldenbrun og medlem af Røde Kors/Halvmåne/Davidsstjerne. Hvem ønsker vel en snæver A4-identitet? Der er 7 milliarder måder at være menneske på – og vi må aldrig få så travlt med stemplerne at vi glemmer at hele jorden bebos af netop mennesker!

Som jeg ser det, kan nationalisme være både eks- og inkluderende. Den ekskluderende nationalisme kørte helt af sporet under 2. verdenskrig. Siden har ingen med ikke-ironisk alvor kunnet hævde at én gruppe mennesker er de særligt udvalgte. Den inkluderende (venlige) nationalist siger: ”Jeg elsker min familie og mit sprog og mine traditioner og det samfund jeg bor i, og jeg skammer mig ikke over at vise kulør. Da jeg hviler i mig selv og mit, er jeg også i stand til at værdsætte andres familier og sprog og traditioner, indenfor rimelighedens grænser. Mit hjem står altid åbent for folk der viser mig den samme venlige nysgerrighed og respekt som jeg viser dem.”

Cornwall. Lidt symbolik for turisterne… (Foto © Bjørn A. Bojesen 2014.)

Måske skulle man kalde den venlige nationalisme for noget helt andet, thi ordet ”nationalisme” har nu engang en biklang af ”nazisme”. Min gamle farfar holder af at tale om fædrelandskærlighed, som jo åbenbart stadig er et blomstrende fænomen i Senegal. Den følelse går netop ikke ud på at hade det fremmede, men tværtimod at elske sit eget. Og som din coach siger: Før du kan elske andre, må du elske dig selv…

Mens verdens establishment rystede i bukserne og bed negle op mod det skotske valg, bragte bladet NewScientist en artikel under rubrikken ”Imagine there’s no countries…” (6. september 2014). Med afsæt i John Lennons fredssang undersøger skribenten Debora Mackenzie nationalstaternes opståen og spørger sig selv om en verden uden lande dog ikke ville være bedre? Nationalstaterne som vi kender dem i dag opstod i kølvandet af Den Industrielle Revolution. (Før var mennesker mest optaget af den nærmeste familie og lokalsamfundet. De opfattede sig ikke som medlemmer af ”en stat” eller ”et folk”). Pludselig var der store maskinhaller der krævede mere overordnet administration end et traditionelt landsbysamfund kunne klare. Der var brug for mere hierarki og topstyring. For eksempel begyndte folk i Preussen at flytte efter jobs. Verdens første dagpengesystem blev indført for at redde arbejdsløse industriarbejdere. For at forhindre ikke-preussere i at tiltuske sig penge, gav man sig til at registrere preusserne… (Lyder det bekendt?)

Mackenzie og de forskere hun taler med, må konkludere at den moderne verden ikke kan køre rundt uden stater til at trække i de maskinelle tråde. John Lennon på iPod’en eller tilbage til jæger-samlersamfundet? Meeeeeen der er bred enighed om at hierarkiske stater ikke har de bedste svar på modernitetens udfordringer (fx den smeltende indlandsis). Netværkssamarbejde er fremtiden, for eksempel i form af internationale græsrodsorganisationer (NGO’er) eller transnationale regioner. Der tales endda om en ”nymiddelalder” (neomedievalism), hvor magten forlader de fjerne hovedstæder og vender tilbage til byråd og håndværkerlaug – sådan cirka! To tankevækkende citater:

– Når systemer bliver for omfattende for ét menneskesind, må hierarkierne videreudvikles til netværk der ikke ledes af en enkeltperson. (When systems are too complex for one human mind to grasp … they must evolve from hierarchies into networks where no one person is in charge.)

– Ny forskning bekræfter at problemet ikke er etnisk diversitet, men manglende inkludering i samfundet. Det skal lande med begrænset historisk mangfoldighed nu til at finde ud af, mens folk flytter for at finde jobs i en globaliseret økonomi. (Recent research confirms that the problem is not ethnic diversity itself, but not enough official inclusiveness. Countries with little historic ethnic diversity are now having to learn that on the fly, as people migrate to find jobs within a globalised economy.)

Min begejstring for eksempelvis Cornwall eller Baskerlandet har intet med had eller raceteorier at gøre. Jeg elsker flag, jeg elsker sprog, jeg synes det er fabelagtigt at der her på jorden er så mange forskellige mennesker, så mange ansigter, så mange historier, så mange landskaber… Som lille bladrede jeg tit igennem leksika på jagt efter flagsiderne… Jo flere flag, jo flere lande, jo flere sprog, jo mere overstrømmende mangfoldighed, jo bedre! (Og med en oprigtigt god vilje kan man altid kommunikere på tværs af kulturerne. Som teenager lærte jeg esperanto, nærmest som et slags eksperiment, og opdagede at det skam virkede ganske udmærket.)

Det er på ingen måde min hensigt at se gennem fingre med den hadske og voldelige separatisme der hærger verden (Ukraine, Mellemøsten…) Faren opstår idet man dæmoniserer den lille skotte der hejser sit flag på bjerget, eller tænker TERRORIST fordi Nogen tilfældigvis taler et sprog man ikke forstår (det vil sige: ikke har lært endnu).

Den mest udbredte – og velsagtens farligste – nationalisme er status quo-nationalismen. Alt skal være som vi tror det er. Længe leve tingenes tilstand! De som ikke er med os, er uamerikanske. Rullepølse og leverpostej. De nuværende magtstrukturer er nu engang de bedste. Hvorfor kan vi ikke bare allesammen tale engelsk og se tv-serier på HBO?

Politiken sprang ud som status quo-nationalist, da de i morgenavisen (papirudgaven) inden det skotske valg med skræmte typer proklamerede ”Så meget kan Storbritannien miste” (og ikke ”Så meget kan Skotland vinde”). Avisens leder advarede de naive skotter mod at tro at et mindre land automatisk betød mere demokrati. (Endskønt avisen fandt det ”smigrende” at mange skotter så den såkaldte skandinaviske model som et forbillede.) Jeg sank mit bræk, og skrev et høfligt læserbrev til avisen, hvor jeg spurgte om de af samme principielle årsager også ville modsætte sig et selvstændigt Grønland? Jeg spurgte også – uden tilsigtet ironi eller sarkasme – om avisen ville gå ind for en sammenslåning af Danmark og Tyskland, i effektivitetens og besparelsernes navn? Avisen havde desværre ikke plads til min ”interessante” kommentar…

Der er skrigende brug for et mere kærligt blik på verden – et blik der ikke automatisk ser det anderledes som noget farligt, men som lader sig forundre og overraske over verdens brogede pallet af lys og skygger. Tør du se?

Panorama vs. horisonter

De norrøne myter fortæller om skigudinden Skade og havguden Njords samlivsproblemer: Når de boede i Njords hus ved havet, var Skade ved at blive sindssyg af mågeskrigene; når de overnattede i Skades bjerghytte, kunne Njord knap lukke et øje på grund af ulvenes hyl og hans store længsel mod havet og bølgerne.

Jeg læser altid historien om Skade og Njord med min gamle Danmark-Norge-splittethed i tankerne: Hvad er bedst for sjælen, Danmarks uendelige marker og strande, eller Norges dale og fjelde? En horisont der bliver ved og ved til alle sider, eller et blik der standses af enorme stenmassiver, der hvisker om svimlende udsigter hvis man bare er villig til at sætte det lange ben foran i en tre-fire timer?

Jeg har lige været i min norske “hjembygd” Sauda, og igen haft denne sære fornemmelse af (trold)bundethed som man kun kan have i et landskab med ekstreme kontraster mellem bund (skygger, klaustrofobi) og top (himmel, verdensherredømme). Den København-elskende Sauda-maler Samuel Tveit – der sjovt nok havde atelier lige over for det hus hvor mine forældre i dag holder til – skal have sagt noget i retning af at

På en norsk fjeldtop er man hævet over verden. I København er man midt i verden!

Inden jeg nu tager på ferie i pyramidernes andet hjemland, Mexico, hvor der både er bjerg- og pandekagelandskaber, skal I altså lige have et af mine tidlige digte med. Det burde tale for sig selv. ;-) God sommer!

Sprængte bjerge

Hvor tit har jeg forbandet disse bjerge
og kylet skældsord ind i snævre ekkodale
hvor stenene var alt der kunne tale
og skræmte ryper alt der havde nerve?

Hvor inderligt jeg ønsked at fordærve,
at hæve næverne som olme karle,
og knuse fjeldene i tusind knas og gale
ud over agerland og knuste skærver!

Men kunne mine næver slå så hårdt
og nå så vidt, og skete det omsider
at jeg fik ryddet horisonterne for lort

så stjernerne ku’ ses til alle sider,
hvem ved om jeg da ikke kom til kort
og ville lede efter sten til pyramider?

2012©Bjørn Arnfred Bojesen

Ja, vi elsker…

Bedst som jeg prøver at falde identitetsmæssigt til ro som dansker i Danmark, så kommer mine år som dansker i Norge og indhenter mig…

Ud over at skrive om dansk sprog og kultur for firmaet Transparent Language, er jeg nu også blevet hyret til at overtage bloggen om norsk sprog og kultur.

Du finder den på http://blogs.transparent.com/norwegian/.

Mit hovedfokus vil stadig være den danske blog – ikke mindst fordi jeg her i DK har direkte adgang til at interviewe de indfødte. Har du fx læst mit interview med bageren i Risskov?

Skandinavistan

Nid-elven, som Trondheim var opkaldt efter den gang byen hed Nidaros (Nid-åmunding, jf. Århus = Aros = åmunding). I baggrunden den berømte domkirke Nidarosdomen.

Hvis vi strømliner variationerne i melodi og ordforråd – hvilke forskelle er der så egentlig tilbage de skandinaviske lande imellem? For nylig kunne jeg i egen lave person foretage en sammenligning. Jeg havde en uges afbræk fra hverdagens forpligtigelser, og brugte dagene til at pleje familieforbindelser i henholdsvis Stockholm og Trondheim. Jeg tog tog fra Århus til København og videre derfra til Stockholm (rejsen mellem de to nordiske hovedstæder tager kun en 5–6 timer – det er ikke til at fatte når man ser på et kort og sammenligner med de 3–4 timer turen fra Århus til Kbh tager). Til Trondheim rejste jeg i fly med mellemlanding i Oslo.

Jeg havde ingen udenlandsfornemmelse da jeg trådte ud af toget på Stockholm Centralstation. Det kunne lige så godt have været i Danmark. Bortset fra at farverne var anderledes og der var flere skilte. Der er en grund til at Sverige er mange tyskeres yndlingsdestination! Ordning måste vi ha. – Når det er sagt, så har jeg haft et forhold til Sverige så længe jeg kan huske, og det kan godt tænkes at en der har boet hele sit liv i København, ville lægge mærke til en række forskelle. Vejret var oktoberkoldt og småtåget, og hipt eller simpelt klædte folk i alle regnbuens farver flød i gaderne og ved de utallige kaféborde – nøjagtig som i København. Folk spidsede høfligt ører da jeg talte til dem på dansk, efter et par misforståelser gik jeg dog over til at tale cirkussvensk. Efter tre dage i Stockholmsområdet kunne jeg passere som finne.

I følge mine erfaringer (opvækst i Norge) er nordmændene det skandinaviske folkefærd der interesserer sig mest for deres naboer. Det er der givetvis både historiske og sproglige grunde til. Historiske fordi nordmændene i århundreder måtte forhold sig til love fra henholdsvis København og Stockholm, sproglige fordi den dominerende udgave af det norske sprog, bokmål, indtager en mellemstilling mellem svensk og dansk – det er så at sige dansk grammatik med svenske lyde. Dermed kan mange nordmænd forstå både svensk og dansk uden for meget besvær. Til mange nordmænds overraskelse bliver forståelsen ikke altid gengældt. (I Sverige læste jeg en stribe af tegneserien Rocky, hvor hovedpersonen er med en ”kompis” i Oslo. De falder i snak med en norsk pige og forstår ikke et kvæk når hun slynger om sig med norske begreber som ”gutter” [drenge, fyre] og ”skjønner dere” [forstår I]… Til gengæld må både danskere og nordmænd tænke sig om en ekstra gang når svenskerne kommer med deres ”gullig”, ”mysig”, ”fika”…)
Og ganske rigtig så jeg forbavsende få danske eller norske spor i Stockholm. Et supermarked reklamerede for norsk laks og dansk rugbrød. Middelaldermuseet nævnte i en sidebemærkning at danskerne på et tidspunkt havde besat Gotland. Et par tabloidaviser fortalte om en mord- og voldtægtsbølge i Oslo. Det var dén interskandinavisme. Finland virkede meget tættere på.

Vel fremme i Norge sprog-skiftede jeg til norsk. (Og forstod pludseligt hvorfor nogle svenskere synes at nordmændene går på speed når de taler! For endskønt mange danskere ikke kan høre det, er der en betragtelig forskel på vores to skandinaviske nabosprog.) Vejret var i mellemtiden blevet novemberkoldt, men ellers var både Oslo og Trondheim underlagt den samme shoppe-gå på café-klæde sig hipt-brumme over politikerne og den store verden-glæde sig til jul-kultur som Danmark og Sverige. Og nordmændene, der på det sproglige område ellers er mere på vagt over for amerikaniseringen end svenskerne for slet ikke at tale om danskerne, havde også kastet sig over Halloween-fejringen med den største ildhu. På en lille uge så jeg flere orange græskarhoveder med indlejrede stearinlys end jeg hidtil har set i mit liv.

Trondheim er en langt mindre by end Stockholm, så en direkte sammenligning er ikke fair. Den ”nordiske” fornemmelse jeg fik af at vade rundt i byen, var dog den samme. Vel er der flere træhuse og bjerge i Norge, flere skove og skilte med xtrm frktlsr i Sv., og flere lige horisonter og murstenshuse i Danmark. Men såsnart man har overvundet sprogforskrækkelsen, er det det samme gamle, kølige, klart pastelfarvede vikingeland.

Jeg vil lade tre busture illustrere variationen mellem de skandinaviske lande:

• I den svenske bus betalte alle passagererne og udvekslede høflighedsfraser med chaufføren. Han kørte herefter uden at sige et ord. Men da jeg kom til ham med et spørgsmål, svarede han venligt. Passagererne sad meget stille, nogle af dem med mobiltelefoner i hænderne.

• I den norske (trønderske) bus var der lidt mere frem og tilbage. Da alle passagererne havde betalt, kørte chaufføren af sted mens han snakkede løs med jævne mellemrum. Samtlige hoteller skulle nævnes mens vi kørte ind til Trondheim centrum, han lød som om han remsede olympiske sejre op; jeg sidder nu tilbage med det indtryk at Trondheim er den by i verden med flest hoteller pr. indbygger…

• I den danske bus var der straks en dame der gav sig til at brokke sig over at hun ikke måtte have sin store kuffert inde i bussen, selvom chaufføren havde forklaret hende at den stod i vejen for andre passagerer. Efter et kort skænderi nåede de frem til en eller anden forståelse. Chaufføren kørte af sted og virkede i førstningen som en sur skid, men efterhånden som nye passagerer kom til på vejen til Jylland, forstod jeg at 70 % af det var ironi og at han egentlig var en venlig mand.

Alt i alt er lighederne i Skandinavien også i 2011 langt større end forskellene. Det er en skam at vi er så fokuserede på de engelsktalende lande – vi ville lære os selv endnu bedre at kende ved at besøge vores nærmeste naboer noget oftere. I disse EU-krisetider er dét mera aktuelt end nånsinn. En skandinavisk føderation, om jeg må be’!

God jul

Med disse påskeliljer — som jeg tegnede i påskeferien i
mine forældres hytte i det norske Ryfylke — vil jeg ønske mine
læsere en glædelig jul og et godt nytår 2011! Det bliver spændende,
så følg med her på bloggen. Og husk lige, som de siger i Japan, at
et smil kan varme i tre vintermåneder