Panorama vs. horisonter

De norrøne myter fortæller om skigudinden Skade og havguden Njords samlivsproblemer: Når de boede i Njords hus ved havet, var Skade ved at blive sindssyg af mågeskrigene; når de overnattede i Skades bjerghytte, kunne Njord knap lukke et øje på grund af ulvenes hyl og hans store længsel mod havet og bølgerne.

Jeg læser altid historien om Skade og Njord med min gamle Danmark-Norge-splittethed i tankerne: Hvad er bedst for sjælen, Danmarks uendelige marker og strande, eller Norges dale og fjelde? En horisont der bliver ved og ved til alle sider, eller et blik der standses af enorme stenmassiver, der hvisker om svimlende udsigter hvis man bare er villig til at sætte det lange ben foran i en tre-fire timer?

Jeg har lige været i min norske “hjembygd” Sauda, og igen haft denne sære fornemmelse af (trold)bundethed som man kun kan have i et landskab med ekstreme kontraster mellem bund (skygger, klaustrofobi) og top (himmel, verdensherredømme). Den København-elskende Sauda-maler Samuel Tveit – der sjovt nok havde atelier lige over for det hus hvor mine forældre i dag holder til – skal have sagt noget i retning af at

På en norsk fjeldtop er man hævet over verden. I København er man midt i verden!

Inden jeg nu tager på ferie i pyramidernes andet hjemland, Mexico, hvor der både er bjerg- og pandekagelandskaber, skal I altså lige have et af mine tidlige digte med. Det burde tale for sig selv. ;-) God sommer!

Sprængte bjerge

Hvor tit har jeg forbandet disse bjerge
og kylet skældsord ind i snævre ekkodale
hvor stenene var alt der kunne tale
og skræmte ryper alt der havde nerve?

Hvor inderligt jeg ønsked at fordærve,
at hæve næverne som olme karle,
og knuse fjeldene i tusind knas og gale
ud over agerland og knuste skærver!

Men kunne mine næver slå så hårdt
og nå så vidt, og skete det omsider
at jeg fik ryddet horisonterne for lort

så stjernerne ku’ ses til alle sider,
hvem ved om jeg da ikke kom til kort
og ville lede efter sten til pyramider?

2012©Bjørn Arnfred Bojesen

Farvel til Café DG

Café DG i januar. Nu er der kommet en ”juicé” i stedet.

Min yndlingscafé, Café DG, vis a vis Århus Hovedbanegård, lukkede i januar. Chokket forplantede sig i et digt, som nu er kommet på tryk i Delfinen – bladet for studerende ved Århus Uni. Med 5000 trykte X må det siges at være min hidtil største lyriske success. (Sådan rent numerisk, i hvert fald!)

Læs digtet på http://delfinen-magasin.dk/2012/03/cafe-dg-r-i-p/

Det er så nemt

Det følgende digt skrev jeg for nøjagtig ti år siden. Jeg drev rundt i Bergens gader og havde svært ved at fatte det der var sket i New York.

Digtet var længe et af dem jeg var mest glad for, fordi følelsen der bar det frem, var meget stærk. Var det sket & skrevet i dag, havde det nok set helt anderledes ud. Men her er det!

© Bjørn A. Bojesen

(11. september 2001)

Det er så nemt

at træde på en snegl,

at plante foden der

hvor intet burde være;

det hvirvelskabte hus,

trykt med Vorherres segl,

det er så nemt, så nemt at tvære.

— Men regnen falder ikke mer’ i Spanien.

 

Det er så nemt

at standse svanens flugt,

at smide med en sten

og stække fuglens vinger,

at gribe gåsens ben,

og vride halsen om,

kan gøres med en enkelt, krummet finger.

— Men duen vender ikke hjem til Noa.

 

Det er så nemt

at knuses i et spejl

at hulke bitre ord

mod splinterne omkring en,

at hæve næven højt

og slå sin egen bror

og siden slå sig selv,

når rundes ringen.

— Men Buddha smiler ikke mer’ i templet.

 

Det er så nemt

at tænde an en pil

og skyde den af sted

så skoven står i flammer,

så tusind skjaldes smil

og mangen malers sorg

fortæres i et bogbålsbrøl af jammer.

— Men dette digt kan aldrig mere høres.

 

Det er så nemt

at hoppe fra en glug

på hundredende sal

og falde ud i intet,

et kæmpe hus, en flyver gal,

et kæmpe brag, alverdens dug

fordamper, duens hjerte brister.

 

Og World Trade Center findes ikke mere.