Det er så nemt

Det følgende digt skrev jeg for nøjagtig ti år siden. Jeg drev rundt i Bergens gader og havde svært ved at fatte det der var sket i New York.

Digtet var længe et af dem jeg var mest glad for, fordi følelsen der bar det frem, var meget stærk. Var det sket & skrevet i dag, havde det nok set helt anderledes ud. Men her er det!

© Bjørn A. Bojesen

(11. september 2001)

Det er så nemt

at træde på en snegl,

at plante foden der

hvor intet burde være;

det hvirvelskabte hus,

trykt med Vorherres segl,

det er så nemt, så nemt at tvære.

— Men regnen falder ikke mer’ i Spanien.

 

Det er så nemt

at standse svanens flugt,

at smide med en sten

og stække fuglens vinger,

at gribe gåsens ben,

og vride halsen om,

kan gøres med en enkelt, krummet finger.

— Men duen vender ikke hjem til Noa.

 

Det er så nemt

at knuses i et spejl

at hulke bitre ord

mod splinterne omkring en,

at hæve næven højt

og slå sin egen bror

og siden slå sig selv,

når rundes ringen.

— Men Buddha smiler ikke mer’ i templet.

 

Det er så nemt

at tænde an en pil

og skyde den af sted

så skoven står i flammer,

så tusind skjaldes smil

og mangen malers sorg

fortæres i et bogbålsbrøl af jammer.

— Men dette digt kan aldrig mere høres.

 

Det er så nemt

at hoppe fra en glug

på hundredende sal

og falde ud i intet,

et kæmpe hus, en flyver gal,

et kæmpe brag, alverdens dug

fordamper, duens hjerte brister.

 

Og World Trade Center findes ikke mere.