Nid-elven, som Trondheim var opkaldt efter den gang byen hed Nidaros (Nid-åmunding, jf. Århus = Aros = åmunding). I baggrunden den berømte domkirke Nidarosdomen.
Hvis vi strømliner variationerne i melodi og ordforråd – hvilke forskelle er der så egentlig tilbage de skandinaviske lande imellem? For nylig kunne jeg i egen lave person foretage en sammenligning. Jeg havde en uges afbræk fra hverdagens forpligtigelser, og brugte dagene til at pleje familieforbindelser i henholdsvis Stockholm og Trondheim. Jeg tog tog fra Århus til København og videre derfra til Stockholm (rejsen mellem de to nordiske hovedstæder tager kun en 5–6 timer – det er ikke til at fatte når man ser på et kort og sammenligner med de 3–4 timer turen fra Århus til Kbh tager). Til Trondheim rejste jeg i fly med mellemlanding i Oslo.
Jeg havde ingen udenlandsfornemmelse da jeg trådte ud af toget på Stockholm Centralstation. Det kunne lige så godt have været i Danmark. Bortset fra at farverne var anderledes og der var flere skilte. Der er en grund til at Sverige er mange tyskeres yndlingsdestination! Ordning måste vi ha. – Når det er sagt, så har jeg haft et forhold til Sverige så længe jeg kan huske, og det kan godt tænkes at en der har boet hele sit liv i København, ville lægge mærke til en række forskelle. Vejret var oktoberkoldt og småtåget, og hipt eller simpelt klædte folk i alle regnbuens farver flød i gaderne og ved de utallige kaféborde – nøjagtig som i København. Folk spidsede høfligt ører da jeg talte til dem på dansk, efter et par misforståelser gik jeg dog over til at tale cirkussvensk. Efter tre dage i Stockholmsområdet kunne jeg passere som finne.
I følge mine erfaringer (opvækst i Norge) er nordmændene det skandinaviske folkefærd der interesserer sig mest for deres naboer. Det er der givetvis både historiske og sproglige grunde til. Historiske fordi nordmændene i århundreder måtte forhold sig til love fra henholdsvis København og Stockholm, sproglige fordi den dominerende udgave af det norske sprog, bokmål, indtager en mellemstilling mellem svensk og dansk – det er så at sige dansk grammatik med svenske lyde. Dermed kan mange nordmænd forstå både svensk og dansk uden for meget besvær. Til mange nordmænds overraskelse bliver forståelsen ikke altid gengældt. (I Sverige læste jeg en stribe af tegneserien Rocky, hvor hovedpersonen er med en ”kompis” i Oslo. De falder i snak med en norsk pige og forstår ikke et kvæk når hun slynger om sig med norske begreber som ”gutter” [drenge, fyre] og ”skjønner dere” [forstår I]… Til gengæld må både danskere og nordmænd tænke sig om en ekstra gang når svenskerne kommer med deres ”gullig”, ”mysig”, ”fika”…)
Og ganske rigtig så jeg forbavsende få danske eller norske spor i Stockholm. Et supermarked reklamerede for norsk laks og dansk rugbrød. Middelaldermuseet nævnte i en sidebemærkning at danskerne på et tidspunkt havde besat Gotland. Et par tabloidaviser fortalte om en mord- og voldtægtsbølge i Oslo. Det var dén interskandinavisme. Finland virkede meget tættere på.
Vel fremme i Norge sprog-skiftede jeg til norsk. (Og forstod pludseligt hvorfor nogle svenskere synes at nordmændene går på speed når de taler! For endskønt mange danskere ikke kan høre det, er der en betragtelig forskel på vores to skandinaviske nabosprog.) Vejret var i mellemtiden blevet novemberkoldt, men ellers var både Oslo og Trondheim underlagt den samme shoppe-gå på café-klæde sig hipt-brumme over politikerne og den store verden-glæde sig til jul-kultur som Danmark og Sverige. Og nordmændene, der på det sproglige område ellers er mere på vagt over for amerikaniseringen end svenskerne for slet ikke at tale om danskerne, havde også kastet sig over Halloween-fejringen med den største ildhu. På en lille uge så jeg flere orange græskarhoveder med indlejrede stearinlys end jeg hidtil har set i mit liv.
Trondheim er en langt mindre by end Stockholm, så en direkte sammenligning er ikke fair. Den ”nordiske” fornemmelse jeg fik af at vade rundt i byen, var dog den samme. Vel er der flere træhuse og bjerge i Norge, flere skove og skilte med xtrm frktlsr i Sv., og flere lige horisonter og murstenshuse i Danmark. Men såsnart man har overvundet sprogforskrækkelsen, er det det samme gamle, kølige, klart pastelfarvede vikingeland.
Jeg vil lade tre busture illustrere variationen mellem de skandinaviske lande:
• I den svenske bus betalte alle passagererne og udvekslede høflighedsfraser med chaufføren. Han kørte herefter uden at sige et ord. Men da jeg kom til ham med et spørgsmål, svarede han venligt. Passagererne sad meget stille, nogle af dem med mobiltelefoner i hænderne.
• I den norske (trønderske) bus var der lidt mere frem og tilbage. Da alle passagererne havde betalt, kørte chaufføren af sted mens han snakkede løs med jævne mellemrum. Samtlige hoteller skulle nævnes mens vi kørte ind til Trondheim centrum, han lød som om han remsede olympiske sejre op; jeg sidder nu tilbage med det indtryk at Trondheim er den by i verden med flest hoteller pr. indbygger…
• I den danske bus var der straks en dame der gav sig til at brokke sig over at hun ikke måtte have sin store kuffert inde i bussen, selvom chaufføren havde forklaret hende at den stod i vejen for andre passagerer. Efter et kort skænderi nåede de frem til en eller anden forståelse. Chaufføren kørte af sted og virkede i førstningen som en sur skid, men efterhånden som nye passagerer kom til på vejen til Jylland, forstod jeg at 70 % af det var ironi og at han egentlig var en venlig mand.
Alt i alt er lighederne i Skandinavien også i 2011 langt større end forskellene. Det er en skam at vi er så fokuserede på de engelsktalende lande – vi ville lære os selv endnu bedre at kende ved at besøge vores nærmeste naboer noget oftere. I disse EU-krisetider er dét mera aktuelt end nånsinn. En skandinavisk føderation, om jeg må be’!
Bjørn A. Bojesens blog 