Tidligt i julemåneden mellemlandede jeg i London. Der var en hel dag mellem mine to fly; den greb jeg og togede ind til midtbyen for at hilse på en kammerat. Vejret var smukt og klart, og mens jeg spadserede mellem de smogfarvede murstenshuse, slog det mig at jeg aldrig havde taget stilling til London.
Jeg har været færre gange i Paris, men skænket den langt flere tanker. London – det har været en neutral ramme rundt om Madame Tussaud’s, Hyde Park, Big Ben… Måske fordi vi har gjort engelsk til verdenssprog? England bliver i symbolsk henseende hele verdens vugge. Da vi forstår sproget, fremtræder London som et trygt og hjemligt sted. De sære franskmænd, derimod…
Min kammerat fortalte om den trykkende stemning der herskede i London i kølvandet af terrorbomberne i 2005. Han var selv blevet stoppet af terrorpolitiet et par gange, og blandt andet spurgt om han havde en koran i sin taske. Nu er han ikke engang muslim, så jeg kan levende forestille mig hvordan Londons muslimer må have det.
I bussen hvor vi sad og snakkede, var der monteret et overvågningskamera, og vi kunne følge med i vores egne mundbevægelser på en skærm (CCTV). Det samme gjorde sig gældende i en shawarmarestaurant vi besøgte lidt senere.
I Stansted lufthavn får man scannet sine sko for sprængstoffer, og butiksekspedienterne får hjerteflimmer hvis man glemmer at sige please. Jo, London er stadig den hyggelige by med bobbyer, bowlerhatte og dobbeltdækkere. Men under overfladen lurer der en frygt der er klar til at hoppe i struben på selv den mindst paranoide. Som min bekendte en anelse opgivende beskrev følelsen: London er Mordor.
Bjørn A. Bojesens blog 