Inden jeg havde lært at sætte bogstaver sammen til ord, yndede jeg at sammenstykke animalske kropsdele til de mest fantastiske uhyrer en børnetegning kan hidkalde. De stod dog alle mere eller mindre i gæld til monstrenes grand old man: Dragen. Jeg drømte om dragen i den ellers rædsomme børnesang om ”Puf den lille drage”; jeg fortabte mig i panoramamalerierne i dinosaurusbøger. Dragen Katla i Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte stod lige så klart for mit indre som kirsebærblomster. Da jeg som 18-årig vandt en norsk novellekonkurrence, skrev jeg om en drage.
På vej til BioCity og Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark var der ét spørgsmål der bankede i mit hoved: Hvordan var Smaug? Ville han være en hakket computerøgle, et barnagtigt firben der forsynede hverdagsrationalisterne med skyts?
Dragen er noget af det ypperste den menneskelige forestillingsevne har frembragt, og Tolkien kendte sine drager. Glaurungs hypnotiske blik i Silmarillion og Smaugs forførende retorik i Hobbitten var kilder til skrækblandet fryd i mine teenageår. Og nu er de ord og forestillinger alle vi sky Tolkien-fans gik og smilede over, blevet til digital virkelighed og hængt op i busskurene ved siden af køreplaner og undertøjsreklamer. Det er lidt ligesom at vågne til en tonesat radioindspilning af et gammelt kærestebrev.
”Hobbitten 2” er væsentligt bedre end 1’eren. 3D-billedet er blevet befriet for det værste turistbrochurepræg, og skygger, lys og filmmusik fremmaner en verden der øjeblikkeligt er til at tro på. Peter Jackson & co. har strammet den fortælletekniske skrue; handlingen går slag i slag uden så meget fjolleri som i 1’eren. Dunkelskov er vitterlig dunkel; det meste af filmen kunne såmænd godt være indspillet i Skandinavien i november.
Noget af det mest dramatiske i hele filmen er en lille scene helt nede på skovbunden. Efter at Bilbo med sin usynlighedsring har befriet de 13 dværge fra edderkopper på størrelse med kampvogne, falder selvsamme ring ud af hans lomme og lander et sted i laget af rådnende blade. På grund af vores, altså publikums, viden om de efterfølgende begivenheder i ”Ringenes Herre”, holder Bilbos fortvivlede vaklen og efterfølgende nærkamp med en kæmpebænkebider (eller hvad det nu er!) os i åndeløs spænding. Falder hele Midgård nu i de forkerte hænder? Heldig-naturligvis genfinder Bilbo ringen. ”Den er min!” hvisker han frydefuldt, og vi aner en snert af Gollums vanvid i hans øjne. Det er sådan noget der får begejstrede anmeldere til at tale om at karakterne udvikler sig.
Jeg kan ikke huske scenen om den mistede ring fra bogen ”Hobbitten”. (Hvis den er der, må I bære over med mig – det er nogle år siden forrige gennemlæsning.) Hvorom alting er – jo tættere vores lavstammede rejsefællesskab kommer på bjerget Erebor, jo mere står det klart at Jackson og hans instruktørforgænger Guillermo del Toro (Pans Labyrint) har taget sig mange friheder i forhold til kilden. Og her må jeg sige mig rygende uenig med horderne af rabiate fans der skælder ud på diverse onlinefora: I har skam gjort det godt, Peter og Guillermo! Man kan selvfølgelig diskutere det fornuftige i at blæse en hyggelig børne- og voksenbog på under 200 sider op til 3 helaftens spillefilm for voksne. Men når først billedtæppet er strakt til bristepunktet, er man nødt til at finde nogle gode klude til at lappe flængerne med.
Søby er konstrueret med snilde og kærlighed. De små træhuse, havnen, fyrstens ræsidens – det hele minder påfaldende om et skandinavisk frilandsmuseum, der vel at mærke ikke er et museum. Tolkien forestillede sig folkene i Søby og det drageødelagte Dal som en slags skandinaver, og jeg er rimelig sikker på at filmteamet har skævet til blandt andet Bryggen i Bergen. Til min overraskelse skimtede jeg flere brune ansigter i filmens Søby; det bliver måske mere forståeligt når man tænker på at der også i den europæiske middelalder var en vis udveksling mellem kontinenterne. Søby er fremstillet som en handelsby, hvor handlende kom fra nær og fjern.
I disse ”folkloristiske” rammer er det så at instruktørernes egen fantasi får frit spil: Dværge der møver sig op af dasset i menneskehelten Bards barokbolig (”Bringer de held?” spørger hans datter i et herligt øjeblik af comic relief). Orker der springer fra hustag til hustag i månens skær. Gad vide om instruktøren af ”Tiger på spring, drage i skjul” har leget med?
Den mest kontroversielle tilføjelse er selvfølgelig elverkvinden Tauriel, som Tolkien ikke nævner ét sted i sine værker. Men nu står hun der, rødhåret og livlig i kong Thranduils mørke sale. Sammen med Legolas – som også i Tolkiens univers er Thranduils søn, selvom han ikke som sådan figurerer i Hobbitten – udgør hun avantgarden af pileskydende skovelvere. Hendes navn er dannet af ord på Tolkiens gråelversprog sindarin: taur ”skov” + –iel (feminin endelse, jf. Galadriel). Så den er god nok. Jeg vil ikke røbe for meget af handlingen, men som de utilfredse tolkienisters knurren indikerer, forelsker hun sig i én af eventyrets 13 dværge. Hvor kikset og utolkiensk et dværg-elverforhold end måtte lyde, så fungerer deres uskyldige romance fint i filmen. Med alle dens billeder af grå sten og skæggede dværge, kan jeg godt sympatisere med filmfolkenes beslutning. Hendes tilstedeværelse giver fortællingen et fortættet drive der ikke behøvedes i bogen, men som er temmelig nødvendigt for filmen som film.
Der er for mange spændende scener til at jeg kan nævne dem alle. Dværgenes flugt fra Thranduils isolationistiske kongerige – i tønder ned ad en vild flodstrøm, med orker til alle sider – er en af mest vellykkede filmatiseringer jeg har set. På den anden side var Beorn en skuffelse – jeg havde forestillet ham som større og mere godmodigt bjørneagtig, måske en kende a la Little John i Robin Hood.
Sproget i filmen er en sand fornøjelse, både den engelske tale og de danske undertekster. Jeg forestiller mig at i hvert fald nogle promiller af publikum efterfølgende har slået ”udæske” op i Nudansk Ordbog! Når det er sagt, undrer det mig at den danske oversætter ikke har fordansket det engelske landsbynavn ”Bree” til ”Bri” (som i Ringenes Herre). Alle andre tilsvarende navne er fint fordansket. Hagen ved sådan et blandet system er at seerne kan komme i tvivl: Skal de læse ”Bree” med engelskagtig udtale eller med langt e som i Steen?
Endelig må vi ikke glemme Smaug, dragen med det oldnordiske navn (tilsvarende moderne dansk smøg i ”katten smøg sig om hendes ben”). Sekunderne hvor Bilbo på sine bare fødder lister sig ind til Det Ensomme Bjergs hal af funklende skatte, er uendeligt lange. Er dragen alligevel ikke hjemme? Jo, det er den; den er så meget hjemme at Bilbo i det næste øjeblik finder sig selv på vild flugt gennem raslende bjerge af guldmønter. Der er ikke ét popkorn der knaser, ikke ét sugerør der slubrer, når Smaug ryster juvelerne og de gyldne bægre af sig, og rejser sig fra pengebadet som et mareridt af dolke, spyd og ild.
Smaug er det flotteste, mest livagtige og mest kynisk intelligente filmmonster der nogensinde er blevet set. Aliens kan godt pakke kufferten. Vi andre kan glæde os til den sidste del af ”Hobbitten”, og stolt sænke skuldrene i denne gyldne tidsalder, hvor det er helt okay at ku’ li’ drager.
Bjørn A. Bojesens blog 