48 Ringe i Sekundet

– Er det rigtigt?!

Min makker sænkede penslen og kiggede vantro på mig. Vi var begge tæt på de tyve og ved at hvidmale trækirken i Sauda. Han gik med thorshammer og jeg havde lige fortalt ham at forfatteren af Ringenes Herre var glødende katolsk.

Når man er fan af noget, vil man gerne have den ansvarlige kunstner til at være ligesom en selv. Jeg følte selv splittelsen da jeg i starten af tyverne boede i Bergen og brugte mere tid på at spille teater end at studere. For var teaterverdenen ikke noget af alt det som den konservative engelskprofessor havde lagt for had?

Det mere positive svar må nødvendigvis lyde: Tolkien elskede fortællingen. Ifølge hans kunstsyn havde litteraturen til formål at skabe billeder i sindet, det vil sige, den skulle få læseren til at digte med. Forfatteren leverer ordene, og læserens egen fantasi klarer resten.

Derfor er det ganske rigtigt at Tolkien ikke brød sig synderligt om drama som kunstform – ”det medskabende element” erstattes så at sige af scenografi og kulisser, der tilbyder publikum en ”halvvirkelighed” (i modsætning til Bogen og dens evne til at få læseren til virkeligt at tro på dens univers mens læsningen pågår). [De der måtte ønske at forstå Tolkiens kontroversielle tanker om blandt andet Shakespeare, henvises til essayet ”On Fairy-Stories”, ”Om eventyr”, der mig bekendt findes i glimrende danske og norske oversættelser.]

Da jeg i fredags trådte glad og lettere fortumlet ud af Århus-biografen Cinemaxx, efter i 3 timer at være blevet bombarderet af fantastiske syner i 3D og 48 billeder i sekundet, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over hvad Tolkien mon ville synes om Peter Jacksons ”Hobbitten – En uventet rejse”. (Fra ”On Fairy-Stories”: ”Drama has, of its very nature, already attempted a kind of bogus, or shall I say at least substitute, magic: the visible and audible presentation of imaginary men in a story. That is in itself an attempt to counterfeit the magician’s wand. To introduce, even with mechanical success, into this quasi-magical world a further fantasy or magic is to demand, as it were, an inner or tertiary world. It is a world too much.”)

Jeg har hørt to slags reaktioner på filmen: Kritikere, der generelt er negative (”filmen alt for lang”, ”Peter Jackson er blevet mere optaget af computereffekter end det at fortælle en god historie”), og biografgængere, der kommer ud af salen med et smil om læben og hovedet fuldt af grønne sletter og ørne i glideflugt over himmelskønne bjerglandskaber.

Jeg tror da også man kan se filmen på to måder: Man kan rynke panden og se filmen med distanceret blik, eller man kan lade sig rive med. Mine to medgængere og jeg valgte sidstnævnte.

Der er masser af øjenguf i ”Hobbitten”. Teknologien er vitterligt skredet fremad siden ”Ringenes Herre”, og det var en sand fornøjelse at kunne labbe Herredets græsenge og Kløvendals tidløse arkitektur visuelt i sig. Scenerne i starten af filmen, hvor en menneskelandsby hærges af dragen Smaugs flammeånde, og hvor en hel bataljon af elvere under ledelse af en hjortridende Thranduil får kolde fødder og undlader at komme de drageangrebne dværge til hjælp, er simpelthen crème de la crème.

I modsætning til bogen, som langt hen ad vejen er en munter hyggefortælling som Tolkien underholdt sine børn med, præges Peter Jacksons filmatisering af en truende alvorsunderstrøm. Det lille værk er blevet forlænget til en trilogi, dels ved at tilføre materiale fra tillægget (appendikserne) bagerst i Ringenes Herre, dels ved at manuskriptforfatterne (som inkluderer mexicanske Guillermo del Toro, manden bag den fortrinlige fantasyfilm ”Pans Labyrint”) har digtet med. Det har de gjort udmærket.

Bifiguren Azog er blevet til hovedskurk, en bleg, blåøjet superork som gør alle racismebeskyldninger til skamme. (Jf. de sorthudede uruk-hai i ”Ringenes Herre”). Han rider på en hvid kæmpeulv (eller varg), som overgår det meste af den animalske uhygge som Kipling kunne trylle frem i Junglebogen. Åndemaneren i Dol Guldur kommer også til syne som en flagermussprudende sort gestalt (var der nogen der sagde ”Mumien” 1 og 2?)

Ellers genbruger Peter Jackson friskt figurerne fra ”Ringenes Herre”, velsagtens for at biografgængerne skal føle sig mere hjemme i den ny film. Saruman og Galadriel dukker op til politisk debat med Elrond og Gandalf i Kløvendal. En fin beslutning fra Jacksons side, synes jeg. Cate Blanchets Galadriel er en fryd for øjet, og hendes korte tilstedeværelse som ophøjet gudinde på toppen af Kløvendal tilfører filmen et kvindeligt element som ellers ville være en oplagt mangel (i bogen er de tolv dværges køn fuldstændigt irrelevant, men når man konstant ser dem på det store lærred, bliver det for meget skæg og for lidt ballade, for at sige det sådan! ;-)

Men hvad sker der for Radagast? Dyrenes ven og den mystiske tredje troldmand (efter Saruman og Gandalf), som flygtigt nævnes i Ringenes Herre, er i Jacksons Hobbit-film blevet en central figur. Her bor han ude i et træ-krybind (der med lidt ond vilje kunne være hentet fra ”Bamse og Kylling”), hvor han har oprettet en klinik for helbredelse af smådyr. Skeløjet og småtosset løber han rundt i den digitale skov, med størknet fuglelort i kindskægget. Der er dog nok handlekraft i ham til at han tager ud til Dol Guldur for at finde ud af hvad dælen der er galt. (Åndemaneren forpester skoven med sin mørke trolddom.) Han rejser rundt i en skærveknuser til kane, der bliver trukket af sted i huj og hast af ”kaninerne fra Rhosgobel”. Jeg har en stærk mistanke om at Tolkien ville få piberøgen i den gale hals…

Nuvel, fortælleteknisk set er Radagast med til at binde filmen sammen, og hvis han kan tilføre noget af den muntre naturglæde som Jackson fjernede da han valgte ikke at medtage Tom Bombadil i ”Ringenes Herre”, er alt jo fint. Men hvad i al verden er meningen med at kalde Radagasts ene pindsvin for ”Sebastian”, et moderne, europæisk navn? I et kort sekund krakelerer hele Midgård-universet, hvor netop navnene og det sproglige var så vigtigt for Tolkien, at han tilmed opfandt sine egne sprog.

Tolkien-puristerne vil nok også ærgre sig over Peter Jackson orker, der efter alt at dømme taler et sprog som en eller anden indfløjet ekspert har hygget sig med at snedkerere sammen. (Det nærmeste Tolkien kom et orksprog, var nogle få ord og sætninger på Mordors ”sorte sprog”.) Jeg vil også skyde på at der er ikke-tolkiensk materiale til stede i de sindarin-sætninger som Elrond med flere ret så elegant afleverer i Kløvendal.

Men pedanterier til side. ”Hobbitten 1” er helt klart en biografoplevelse der er værd at få med sig. Jeg blev ikke rystet i min grundvold på samme måde som jeg blev det i december 2001, da den første ”Ringens Herre”-film tonede frem i mørket. Nu har vi set hvad teknologien kan, og der skal måske mere til for virkelig at få os til at falde ud af sæderne. Hobbitten har heller ikke så meget kød på benet som Ringenes Herre. Fortællingen om Bilbo Sækker er på alle måder hyggelig, underholdende og underfundig, men den har altså mindre ”på hjertet” end dens storslagne efterfølger. Hvor meget jeg end holder af Tolkiens univers, må jeg sige mig enig med nogle af de trælse kritikere i at formatet med tre helaftens spillefilm til tider virker som en lovligt stor byrde for Bilbo.

Noget af det bedste ved filmen var afslutningen. En lille drossel flyver hen til det ensomme bjerg Erebor. Der sætter den sig til at hakke i nogle snegleskaller (vel for at få sneglene ud). Inde på den anden side af bjergsiden rører det på sig i bunken af glimtende guldmønter. Kameraet zoomer ind på et gigantisk, skællet, lukket øje. Alle hjerter står stille. Dragen åbner øjet, og stirrer direkte ud på publikum.

Tak til Peter Jackson & co. for årtiets hidtil mest nervepirrende cliffhanger. Vi ses igen i biffen om et år!