I dag er det Islands nationaldag, en måned efter Norges. Sagaøen har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg startede mine studier med at læse norrøn filologi, som stort set tilsvarer den tidlige islandske litteratur, fra eddaen til sagaerne. Såsnart man kommer forbi ”det nørdede stadie”, når det ikke længere drejer sig om bøjninger og sære snørkler, åbenbarer en vild og smuk verden sig i sindet. Island er nøglen til hele den nordiske identitet. I stedet for at kløve hinandens hoveder med økser sidder de moderne islændinge i heitir pottar (”hede potter”), lavaopvarmede bassiner med plads og inkluderende bemærkninger til alle og enhver. Jeg er meget taknemmelig over at jeg ved hele to anledninger har kunnet besøge øen, og opleve den særlige islandske stemning af hvilen-i-sig-selv, glimt i øjet og jordbunden outrerethed. I dagens anledning vil jeg gerne dele en sang med mine læsere – Sautjándi Júní (Syttende juni). Den tonede frem fra radioen i vores lejebil, da tre venner og jeg selv nærmede os Vestfirðir, den 17. juni 2006: Hæ Hó Jibbí Jei það er kominn 17. júní. ”Hej ’hå’ jubii jæ, der er kommet 17 juni.”
Nu over til noget helt andet. I slutningen af maj havde jeg en artikel på tryk i Kristeligt Dagblad. Den handler om empatiens mørke side, altså hvordan vores indlevelsesevne kan bruges i det ondes tjeneste. Jeg er lige blevet klar over at artiklen også er online. Læs den her. (Og ignorer venligst overskriften og den grafiske opsætning, som ikke just lever op til de forventninger som de to interviewede forskere, Nils Bubandt og Rane Willerslev, og jeg selv havde…)
Bjørn A. Bojesens blog 